Uridom og blærebetændelse
d. 16 november 2010

Jeg har uridom på hver dag, hvilket jeg er glad for.

På urilogisk afdeling igår målte de resturin på 250 ml.
Derfor kom det på tale at topkateter kunne blive nødvendigt. 

Jeg er meget træt af endeløse betændelses tilstande. Jeg vil spørge om hvordan man holder et topkateter sterilt, da jeg forstår at også her er bakterier et problem.

Du skriver at du er glad for dit uridom. Derfor skal der tungtvejende grunde til at skifte til kateter.

Vi ved at alle brugere af blærekateter har bakterier i urinen, mens det for brugere af uridom er noget mindre.
Bakterier i urinen uden samtidige symptomer og feber skal ikke opfattes som urinvejsinfektion, og skal heller ikke behandles.
Jeg ved ikke hvordan “betændelses tilstandene” har været hos dig. Residualurin på 250 ml er ikke voldsom, og må kun opfattes som et problem, hvis det er årsag til gentagne urinvejsinfektioner med symptomer og feber.

Blæretømningen kan hos nogle forbedres med medicin i form af
“ alfablokkettabletter” som for eksempel Carduran eller Xatral. Hvis du ikke har prøvet denne behandling, synes jeg at du skal spørge din læge, om det er en god ide.
Endvidere skal du tømme blæren hyppigt, således at bakterierne ikke får lang tid i blæren til at formere sig og blive til mange.
Du skal tømme blæren med højest 3 timers mellemrum og gerne med kortere mellemrum.   

Derimod er kombination af uridom og selvkateterisation sjælden en god ide.

Skrevet d. 16 november 2010