Uridom
d. 18 maj 2014

Jeg er hjælper hos en mand der bruger uridom. Jeg observere jævnligt at penis trækker sig helt tilbage efter uridom påsætning, det er ligesom om den "går bagom" uridomet. Urinen flyder godt nok, men kan det skade?

Det er vigtigt, at et uridom er rigtigt tilpasset. Er det for lille giver det trykskader, og er det for stort falder det for let af. Man skal bruge en skabelon for at finde den rigtige størrelse, ligesom man skal efterse huden for rødme og trykskader hver gang uridomet skiftes. Et uridom bør skiftes dagligt, og det er bedst, hvis uridomet ikke anvendes i alle døgnets 24 timer. Det mest almindelige er kun at anvende det i enten dagtimerne eller om natten.

Du skriver, at urinen flyder godt nok, og det tager jeg som udtryk for, at uridomet fungerer tilfredsstillende. Jeg tror, at du ville have skrevet, hvis der var problemer med, at uridomet faldt af gentagne gange, og hvis der var utæthed eller rødme og trykspor. Derfor tror jeg ikke, at du behøver at bekymre dig.
 

Skrevet d. 18 maj 2014