Uracyst og blærekateter
d. 6 november 2011

Jeg er 68 år og med sclerose. Jeg har haft topkateter i 8 år, og har en meget lille blærekapacitet max 50 ml, jeg har ofte blærebetændelse og tåler ikke penicilin eller sulfa.
Jeg får skiftet kateter hos egen læge hver 5 - 6 uge.
Jeg får Ciprofloxacin 500 mg x 2 i 2 døgn før og efter kateterskift. Jeg får fast Monotrim 100 ml om aftenen som forebyggende.
I år har jeg været syg af urinvejsinfektioner i 4 måneder og været indlagt. Jeg har mange blærespasmer og tåler ikke spasmemedicin.

Efter at have læst artiklen om Uracyst, vil jeg gerne spørge, om det muligvis kan have en gavnlig effekt for mig?

Jeg ser med bekymring på dit store forbrug af antibakteriel medicin. Monotrim daglig og Ciprofloxacin i 4 dage hver 5 – 6 uge giver multiresistente bakterier (bakterier som er modstandsdygtige mod almindelige antibiotika, og som gør det vanskeligt at behandle dig, hvis du bliver alvorlig syg).

Alle kateterbrugere har bakterier i urinen. Det kan ikke forhindres. Indtagelse af antibiotika ændrer på bakterie sammensætningen. Man dræber de følsomme bakterier, mens de resistente bakterier blomstrer op. Vi tilråder kun antibiotika ved infektion med feber.
Du har haft topkateter i 8 år, hvilket giver risiko for, at du har fået blæresten og bundfald af urenheder i blæren. Det kan undersøges med ultralyd undersøgelse. Blæresten skal behandles med en lille operation. Bundfald kan forebygges og behandles med blæreskylning, hvor bundfaldet hvirvles op og skylles ud. Almindeligvis bruges saltvand til skylningerne.

Desværre er dokumentationen af Uracyst mangelfuld, og jeg tror ikke, at det vil gavne dig.

Skrevet d. 6 november 2011