Undervægtig
d. 22 november 2009

Jeg har en borger, som har sclerose og diabetes. Hun er undervægtig med ca. 14 kilo. Hvad kan jeg gøre, for at hun tager mere på?

Først syntes jeg, du skal sikre, at din borger får målt vitamin D (25-hydroxyvitamin D) D3 eller 25-OH-D via egen læge. Både sclerose og diabetes har ofte mangel på D-vitamin, og D-vitamin har betydning for sclerosesymptomer. D-vitamin skal ligge på ca 100 nmol/l for at være optimalt i denne sammenhæng. Nu kender jeg ikke kosten, men et første valg vil være at sikre tilstrækkeligt med omega-3 fedtsyrer, for eksempel fra fede fisk, i kosten. Her kan suppleres med levertran, som også kan fås i kapsler. Levertran indeholder både D-vitamin, A-vitamin og omega-3 fedtsyrer.

Det er en god ide, at sikre at maden bliver så indbydende som muligt, så borgeren får lyst til at spise. Dagens måltider deles meget gerne op i små måltider med få timers mellemrum. Proteindrikke med ekstra omega-3 fedtstof er også en mulighed som mellemmåltider og endda hovedmåltider, hvis trangen til mad er meget lille. Noget flydende er dog mere acceptabelt. Der findes jo forskellige proteindrikke. Hvis kræfterne tillader det kan man selv blande proteindrikkene, så unødigt sukker undgås. Smoothies/milkshakes er ideelle og en lækker måde at få ekstra protein på. De kan blandes med vand, skummetmælk, havremælk og sojamælk.

Proteinpulver er også lettere fordøjeligt end fisk, kylling og rødt kød, og kan i kortere eller længere perioder støtte energiindholdet i kosten. Et proteinpulver af høj kvalitet kommer fra valleprotein, et biprodukt ved ostefremstillingen. Komælk indeholder omkring 6,25% protein. Af dette er 80 % casein og de resterende 20 % valleprotein. Osten indeholder caseinmolekylerne og vallen er tilbage. Under processen bliver lactose, fedtstof, mineraler filtreret ud. Det resterende er ren valle. Valle er et komplet protein, fordi det indeholder alle essentielle og ikke-essentielle aminosyrer (proteiners byggesten).

Valleprotein har en høj biologisk værdi, idet det indeholder glutamin og BCAAs (branched chain amino acids= forgrenede aminosyrer), som er kritiske i forbindelse med cellernes næring og proteinopbygning. Anbefalingen er at benytte 20-30g valleprotein-koncentrat 2 gange dagligt ndledningsvis, derefter kun 1 gang dagligt, når vægten er stabiliseret. Her giver jeg to eksempler på to proteindrikke fremstillet af valleprotein:

Vanillieis Smoothie: 25-30 g valleproteinvanille, sojamælk eller skummetmælk, ½ tskfuld vanillekorn eller vanillesukker, 3-4 isterninger eller ½ kop frosne bær (is kan udelades og optøede bær kan anvendes). 1 lille tsk. vanillepulver (ikke vanillesukker). Købes i helsekostbutikken. 1 spsk hørfrøolie eller malede hørfrø. Bland det hele i en blender, og kom de frosne ingredienser i til sidst.

Smoothie med bær: 25-30 g valleprotein, 250 g vanille-sojamælk eller skummetmælk, ½ kop jordbær, ½ kop brombær, ½ kop blåbær, 3-4 isterninger (kan udelades). 1 lille tsk vanillepulver (ikke vanillesukker). Købes i helsekostbutikken. 1 spsk hørfrøolie eller malet hørfrømel. Blend det hele sammen. Kom isterningerne i til sidst. Bemærk: optøede bær kan benyttes og isen kan undlades, så drikken ikke bliver så kold. Valleprotein kan købes eller bestilles i den lokale Matas eller lokale helsekostbutik.

Skrevet d. 22 november 2009