Gå til hovedindhold

Ufrivillig luftafgang

Spørgsmål

Jeg vil høre, om der kan gøres noget - og om det er scleroserelateret - når jeg har svært ved at holde på min tarmluft? Jeg prutter kort sagt meget og kan ikke holde det tilbage.

Det er jo ligegyldigt i hvilken situation, det sker i, så er det altid meget pinligt. Det går hårdt ud over mit sociale liv, og det er jeg selvsagt meget ked af.

Så derfor er jeg meget interesseret i at høre om der kan gøres noget, og i givet fald, hvad? Jeg har også fået råd af ernæringseksperten, fordi jeg måske af den vej også selv kan gøre noget. Foreløbig ser det ud til, at det hjælper lidt, men om det holder, er jo ikke til at vide.

Svar

Ufrivillig afgang af tarmluft er selvsagt et meget invaliderende socialt problem. Hvis det skyldes øget mængde tarmluft, kan en stor del af problemet reguleres kostmæssigt, som beskrevet af vores kost- og ernæringsekspert, se Tarmluft.

Det er desuden helt afgørende, at du har daglig afføring, for at produktionen af tarmluft kan reduceres. Hvis afføringen ophobes i tyktarmen, hvilket ofte sker ved slerose, se også Tarmfunktionen, vil man have tendens til at udvikle mere tarmluft, der desværre også kan være mere ildelugtende.

Hvis du ikke har tilstrækkelig effekt af kostregulering, må du afprøve afføringsmidler. Den bedste regulering af afføringen er forskellig fra person til person, og man kan derfor ikke give en vejledning, som er gyldig for alle. Mange sclerosesygeplejersker har stor erfaring med at rådgive om afføringsproblemer og jeg kan derfor anbefale, at du tager kontakt til din skleroseklinik og fortæller om problemet. Man kan også bruge et lægemiddel, Aeropax, til at reducere tarmluft.

Du fortæller også at du har svært ved at holde på tarmluften. Hvis dette fortsætter, selvom mængden af tarmluft reduceres, skal du henvises til analfysiologisk udredning, på et af landets større universitetshospitaler, med henblik på rådgivning og behandling.