Ufrivillig afføring og luftafgang
d. 28 januar 2010

Jeg har hørt, at det er meget normalt, at scleroseramte har problemer med vandladning, det vil sige enten ikke at kunne holde på eller komme af med vandet, blandt andet på grund af spasmer.

Jeg har et lignende problem, dog i forhold til afføring:

Jeg har svært ved at holde på luften og nogen gange, er det gået rigtig galt, i forhold til ikke at kunne holde på afføringen. Herudover har jeg, når jeg presser eller holder igen, følelsen af at jeg ikke gør som jeg vil.

Min faste neurolog mener det skyldes er mangel på træning. Dette forstår jeg dog ikke, da jeg ikke har nogen vandladningsproblemer samt træner en mænde forskellige ting - blandt andet styrketræning, vandgymnistik og yoga - hvor bækkenbunden indgår.

Kan det være sclerosen, eller er det "bare" mangel på træning?

Det er plagsomt, når man ikke har kontrol over afføringen.

Det er vigtigt, at indarbejde faste toiletvaner, sådan at man har afføring (eller forsøg herpå) på samme tidspunkt hver dag. Heri ligger måske den træning, som din neurolog taler om.

I den forbindelse kan det være nødvendigt at kombinere med kostregulering og afføringsmidler. Personalet på Sclerosehospitalet kan give vejledning i leveregler.

Hvis problemet ikke kan løses på denne måde, kan man blive henvist til undersøgelse og behandling på specialafdelinger, som har særlig viden om afføringsproblemer.

Skrevet d. 28 januar 2010