Gå til hovedindhold

Udspænding og afspænding af kroppen

Spørgsmål

Jeg har lige fået afslag på individuel fysioterapi. Fyssen sendte ansøgning (undtagelseserklæring - tror jeg det hedder) til lægen, som har vurderet at jeg ikke opfylder kravene for individuel fysioterapi. Jeg vil dog bemærke, at lægen ikke har undersøgt mig inden afslag. Jeg har en del stivhed i fødderne, min højre akillessene gør rigtig ondt - måske fordi jeg går forkert. Det er mit venstre ben der er værst med hensyn til sclerosen, hvor jeg også har smerter. Fyssen kan ikke rigtig gøre noget, og siger jeg skal fortsætte med at træne, så bliver det bedre. Kan det passe? Jeg synes bare det hjælper, når jeg har været til fys, at mine fødder og ben bliver strukket ud og har netop brug for det, når jeg træner for at undgå den stivhed. Jeg bruger ingen hjælpemidler. Jeg har også en frygtelig hovedpine - alt for tit. Det nærmer sig migræne. Er der gode råd? Kan det have noget med sclerosen at gøre eller medicinen Avonex, eller er det bare tilfældigt, at jeg skal døje med det også?

Svar

Det er alene lægen, der afgør om du opfylder handicap kravet om bla. ikke at kunne klare sig indendørs 24 timer i døgnet uden hjælp eller hjælpemidler. Dette krav skal være opfyldt for at være berettiget til individuel vederlagsfri fysioterapi.

Du beskriver, at du har stivhed i fødderne, og at din akillessene gør ondt, samt at det hjælper når fysioterapeuten udspænder dig. Min erfaring er, at langt de fleste kan lære at spænde effekt ud selv. Så hvis du allerede er blevet instrueret i dette, vil jeg anbefale dig at intensivere udspændingen efter anvisning fra din fysioterapeut. Med hensyn til akillessenen så viser forskning, at hvis det er overbelastning, så er den mest effektive behandling en specifik træningsform på trappe. Jeg formoder, at du også er blevet instrueret i dette. Så det kan være, at både lægen og fysioterapeuten har ret i deres vurdering. Men hvis du fortsat gerne vil have individuel fysioterapeutisk behandling, kan du drøfte det med din fysioterapeut og efterfølgende få en almindelig henvisning med egenbetaling.

Hovedpinen kan være udløst af sclerosen eller af muskelspændinger. Hvis man spænder meget i skuldre og nakke kan det give spændingshovedpine, som ofte er lokaliseret til panden. Prøv at mærke efter om du ofte spænder i skuldre og nakke og hvis ja, så prøv bevidst at slappe af, evt. også kombineret med varmepude for at øge blodcirkulationen. Det kan også være udløst af ændret syn, der ikke er korrigeret for via briller. Det kan dog også være sclerosen, da smerter er lokaliseret til området, hvor du har haft flere attaker.

Jeg vil anbefale dig at drøfte dine symptomer med lægen næste gang du er til konsultation. Slutteligt vil jeg anbefale dig at lave yoga. Det indeholder bla. udspænding og afspænding - 2 ting som jeg tror din krop vil have gavn af. Der findes en del hensyntagende hold, hvor man sagtens kan deltage som scleroseramt.