Udleveringstilladelse til Sativex
d. 22 november 2009

Vil det, som dansk scleroseramt, være muligt at få udleveret Sativex på en "udleveringstilladelse til lægemidler"?

Sativex består af en blanding af aktive stoffer fra cannabis (hash), og ligner på den måde Marinol, som i Danmark kan bruges til behandling af smerter hos sklerosepatienter. Sativex tages dog som en spray i munden, mens Marinol tages som tabletter.

Sativex er ikke registreret til behandling i Danmark, men kan via et engelsk firma (IDIS World Medicines) leveres fra producenten GW Pharma. Dette kræver dog en udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

En udleveringstilladelse kræver en individuel ansøgning fra din læge, hvor det begrundes, hvorfor det er nødvendigt at prøve behandling med Sativex. Da Marinol allerede er tilgængeligt i Danmark vil det formentlig være nødvendigt at begrunde, hvorfor Marinol ikke kan anvendes, ligesom det givetvis vil være nødvendigt med en nøje begrundelse af hvilke(t) symptom der ønskes behandlet med Sativex.

I denne sammenhæng er det vigtigt at redegøre nøje for, hvilke andre behandlinger, der har været forsøgt uden effekt.

Skrevet d. 22 november 2009