Udgifter til bil
d. 25 november 2011

Jeg har en kassevogn til min kørestol, og den kører væsentligt mindre på en liter brændstof end en almindelig bil. 
Jeg har læst at den forskel kan bruges i en ansøgning om merudgifter. Den eneste detalje jeg ikke kan finde noget om, hvad er en almindelig bil som man kan sammenligne med?

Jeg ved hvad min egen bil kører på literen, jeg kan meget præcist dokumentere, hvor meget jeg kører pr. år, men hvor langt på en liter diesel kører en almindelig bil i kommunens øjne?

Jeg er enlig uden børn, så jeg ville nok have en lille bil, og da jeg kører 30.000 km om året, ville jeg nok have en diesel. Så hvad kan jeg sammenligne med?

Mulighederne for dækning af driftsudgifter ved befordring i egen bil fremgår af Socialministeriets vejledning af 15.2.2011 pkt. 64 og diverse afgørelser fra Ankestyrelsen omtaler også beregningerne.
Jeg forstår, at du har læst disse afgørelser, men gerne mere præcist vil have oplysning, hvad der betragtes som en personbil "af normal størrelse". Praksis i en del kommuner er, at tage udgangspunkt i borgerens tidligere personbil, hvis vedkommende var i besiddelse af en sådan.  

Hvis man ikke tidligere har haft bil, skal kommunen først vurdere om det drejer sig om en borger, der ville have købt bil i al almindelighed. Hvis det formodes, ja så skal der tages udgangspunkt i nogle priser og her bruger kommunerne som sammenligning nogle af de mindre personbiler, som findes på markedet. Det er de officielt udmeldte priser til brændstofforbrug, forsikring og vedligeholdelse/eftersyn, der tages udgangspunkt i.  

Hvis det kan sandsynliggøres, at borgeren ikke ville have haft bil er beregningen en anden. Der er 2 afgørelser fra Ankestyrelsen, der beskriver situationerne, SM C-2-06 og C-4-06.  

Du kan have ret i, at det ikke er helt gennemskueligt, men det er et skøn, som ved hver afgørelse vil tage udgangspunkt i den enkeltes situation. Det er vigtigt, at du selvfølgelig redegør for de udgifter/oplysninger, som du er bekendt med og at kommunen redegør for det skøn, som de lægger for beregningerne.

Skrevet d. 25 november 2011