Uanmodet udskiftning af låse
d. 22 november 2009

Jeg stod i den situation at jeg måtte have det offentlige til at hjælpe mig, da mit yngste barn (18 år) skulle på tur med skolen i 5 dage. De fik derfor nøglen til min bolig så de kunne komme ind.



Jeg blev spurgt om det var i orden at de satte en nøgleboks op, hvilket jeg sagde ja til da det jo er mig der bestemmer uden for boligen hvor jeg bor til leje. Pludselig oplevede jeg så at der stod en mand, sendt af kommunen fra brandvæsnet, og skiftede min lås.



Nu vil kommunen ikke fjerne chiplåsen igen (der er udleveret 2 chipnøgler, men eftersom jeg sidder i kørestol har jeg en dørpumpe. Hver eneste gang jeg har lukket døren chekker jeg om den er låst. Det er sjældent at den er det.) Derfor har jeg nu, i uger, ligget for åbne døre om natten samt om dag.

Jeg ønsker/har aldrig ønsket eller givet nogen lov til at ændre min lås. Jeg mener, at det der er foregået, er dybt ulovligt og vil meget gerne have din mening om, hvad du mener jeg skal gøre? Det kan da ikke være rigtig at man kan gå ind til folk og ændre deres dørlås, uden nogen form for accept fra beboeren.

Dit spørgsmål giver mig grund til at anbefale, at du straks sender en skriftlig klage til kommunen over det passerede.

Da der alene har været tale om ganske kortvarig hjælp fra hjemmeplejen, har der ikke været grund til udskiftning af lås. At der yderligere sker det i forbindelse med udskiftningen, at du skal ligge for åbne døre, er helt uacceptabelt. Du må bede om at få et skriftligt, begrundet svar på din klage, med angivelse af mulighed for at påklage kommunens afgørelse.

Dit spørgsmål giver mig yderligere anledning til at bemærke, at du forhåbentlig har en sagsbehandler, der er fuldt orienteret om din situation.

Hvis din nuværende bolig ikke opfylder hjemmeplejens arbejdskrav, bør der følges op på muligheden for anden egnet bolig, eller ændring af den nuværende. Jeg forstår det sådan at din hjemmeboende søn hjælper dig, hvilket er udmærket, dog næppe i længden en holdbar løsning.

Jeg håber du får en afgørelse fra kommunen, der afhjælper det akutte problem og at der findes en boligmæssig løsning, der er mere fremtidssikret for dig.

Skrevet d. 22 november 2009