Tysabri og graviditet 2007
d. 22 november 2009

Jeg er Tysabri-patient og pt. overvejer jeg at få barn nr. 2. Derfor har jeg med interesse læst de allerede stillede spørgsmål om Tysabri. I den forbindelse faldt jeg over en beskrivelse, af at der hos forsøgsdyr er der set en reduktion i reproduktionsevnen samt en række forandringer hos fostrene, som ikke ses hos de behandlede individer.

Vil det sige, at der sker en nedsætning af fertiliteten hos de personer der får Tysabri?

Tysabri er en meget ny behandling, som ikke er blevet afprøvet systematisk hos gravide. Af denne grund har man fra starten været meget forsigtig med brug af Tysabri hos kvinder, der planlægger graviditet.



 


Da Tysabri først er helt ude af kroppen efter 3 måneder har man tidligere sagt, at man ikke bør forsøge at blive gravid før 3 måneder efter behandlingsophør. På dette tidspunkt kan man imidlertid på MR-scanninger se, at sygdommen kan begynde at blusse op, ligesom effekten på blodcellerne begynder at aftage efter 4-6 uger. Det er derfor sandsynligt, at effekten af behandlingen er væk inden der er gået 3 måneder.


 


I dyreforsøg har man set, at Tysabri kan øge risikoen for at abortere. Hvis Tysabri gives i hele graviditeten ses der hos forsøgsdyr ændret dannelse af blodceller i lever, milt og knoglemarv. Disse forandringer svinder, når dyrene ikke længere behandles med Tysabri. Der er ikke påvist andre misdannelser hos dyr, der har været behandlet med Tysabri i fostertilværelsen.


 



Der er endvidere efterhånden kommet data fra en række graviditeter, hvor kvinder er blevet gravide mens de har været i behandling med Tysabri, uden at der har kunnet påvises øget risiko for misdannelser.


 


Da danske patienter i behandling med Tysabri har haft høj sygdomsaktivitet anbefaler man derfor nu, at behandling med Tysabri blot afbrydes inden man forsøger at blive gravid.

Skrevet d. 22 november 2009