Tysabri mod progressiv MS

Jeg har netop modtaget brev fra Scleroseforeningen omkring Kys Sclerose Farvel kampagnen, og her står der om de forskellige spændende forskningsprojekter, der er i gang. Bl.a. omkring Tysabri til primær progressive, hvor der har været et projekt i gang i flere år. Her står der at mennesker kan have gavn af den allerede eksisterende medicin Tysabri.

Er projeketet afsluttet, og i så fald - er det nu muligt for primær progressive at få Tysabri? Hvis ikke det er muligt, hvornår forventer man det afsluttet, og hvornår forventer man at man kan tilbyde det til primær progressive?

På Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet har vi undersøgt effekten af Tysabri på en mindre gruppe af mennesker med progressiv MS. Studiet viste, at en række sclerose-sygdoms-markører blev bedre, når vi behandlede med Tysabri. Desuden fandt vi en lille bedring i den neurologiske undersøgelse, og der blev også målt positive ændringer på MR skanning. Resultaterne, der er meget opmuntrende, blev præsenteret ved en stor Europæisk sclerosekongres sidste år og udkommer snart som videnskabelig artikel.

Næste skridt er, at gennemføre en stor undersøgelse af Tysabri mod progressiv MS (fase 3 studie), og hvis den også er positiv, vil man forvente, at behandlingen kan tages i brug til mennesker med dette sygdomsforløb. Desværre er gennemførslen af et fase 3 studie et tidskrævende projekt, hvor der går ca. 5 år fra studiestart til resultaterne foreligger.

Skrevet d. 29 maj 2013