Gå til hovedindhold

Tvungen fællesøkonomi ved sammenflytning

Spørgsmål
Grunden til jeg skriver er at jeg - førtidspensionist efter nye regler 2003 - er ved at undersøge økonomien ved samflytning med en dejlig kæreste. Vi har benyttet en revisor, og må sige vi begge sidder med et tungt hjerte pga lovgivningen.

Vi ved godt den lovgivning er lavet med fokus på fællesøkonomi, men hvor mange har det i 2012, og burde vi ikke selv kunne vælge, når vi flytter sammen? Kæresten og jeg ønsker jo som flertallet i dag at have hver vores økonomi - og kun dele fælles udgifter. Dette er utopi, da min økonomi udregnes via hans økonomi. Total fortid - og ikke meget med den moderne tænkning i ligestillingstider.

Det er absolut fair at økonomien er mindre ved at flytte sammen end ved være aleneboende, men jeg føler det er dybt krænkende, at jeg skal forsørges af min kæreste - bare fordi jeg er pensionist og ikke kan arbejde. Vores situation gør det jo heller ikke bedre af, at jeg har en dreng fra et tidligere forhold. Han vokser og får dyre behov - som så forventes at min nye kæreste også skal betale til - ikke fair i 2012. Hvis jeg pressede mig ud i et lille job, vil den indtjening også blive modregnet.  

Jeg kan rolig sige, jeg taler på flere medlemmers vegne, når jeg deler min historie med jer, og vil hjertelig gerne opnå at politikerne kan råbes op. Så denne lovgivning kan ændres. Alene føler jeg ikke at kunne gøre noget, og derfor retter jeg min henvendelse til jer.  

Har I overvejet at gå ind i noget " opråb" til politkerne, jeg tror I kan have en indvirkning på politikerne til at kigge denne gamle forældet lovgivning igennem og opdatere den til et moderne 2012.
Svar
Den problemstilling som du nu støder ind i – at man som førtidspensionist fra første færd med en samboende kæreste bliver økonomisk afhængige af hinanden – har Scleroseforeningen kæmpet imod fra det blev indført i 2003.

Ved en hver anledning, når lovgivningen om førtidspension har været til debat og evt. ændring, har vi haft dette med til politikerne, senest ved folketingsvalget i 2011, se link; http://www.scleroseforeningen.dk/da/Service/valg/valgkampsnyheder/Modre….  

Som du kan læse i dette link har politikere fra flere partier udtrykt at det er en forældet lovgivning – men alle vender alligevel tilbage til ”at vi ikke har råd til at sløjfe reglen i disse tider”.  
Scleroseforeningen vil dog fortsat forsøge at sikre at politikerne ikke glemmer vores krav om afskaffelse af både nedsættelse af selve pensionen på grund af samliv og evt. yderligere nedsættelse på grund af samleverindtægt.  

Alligevel håber jeg, at I har råd til at lade kærligheden sejre i jeres tilfælde, indtil vi sammen har fået held til at få afskaffet reglen.