Tvivl om hvorvidt jeg har sclerose
d. 22 november 2009

i 2005 blev jeg akut indlagt med svære spasmer, som startede i venstre ben for derefter at involvere hele kroppen. jeg blev undersøgt efter alle kunstens regler. Dette resulterede i at en MR-scanning viste nogle sorte huller (læsioner), rygmarvsprøven viste lidt for mange hvide blodlegemer samt B12-mangel. Diagnosen blev til sidst, kronisk funktionel lidelse.

Jeg får nu Vebeden hver anden måned, som jo dækker bredt.

jeg opelver indimellem: Sløret syn som ikke forsvinder ved at gnide øjnene, prikkende/sovende fornemmelser forskellige steder i kroppen hele tiden, muskeltræthed, meget ubehagelig følsom hud ved berøring.

Derudover orker jeg simpelthen ingenting på grund af træthed, jeg glemmer, kan ikke holde fokus på en samtale (bliver fjern), min tale er ofte noget værre sludder rent ordmæssigt.

Nu er det så at jeg vil spørge, om alt det her og muligvis mere giver anledning til en eventuel undersøgelse for sclerose?

Når du skriver at du blev undersøgt efter alle kunstens regler, fik du så lavet både MR af hjerne og rygmarv, fik du undersøgt nerveledningshastighed i arme og ben (med magnet- eller strøm-stød) og synsbaner og blev rygvæsken undersøgt for igG antistoffer og såkaldte oligoklonale bånd?

B12 vitaminmangel kan give mange af de samme symptomer som sclerose, så det komplicerer billedet.

Symptomerne på sclerose skal som hovedregel vare mere end 24 timer, så generelt er "lidt her og lidt der", der kommer og går under ét døgns varighed, sjældent led i sclerose.

De symptomer du har er "uspecifikke", men det kan ikke udelukkes at der kan være tale om sclerose.

Du kan anmode din ege læge om at blive genhenvist til neurolog, eventuelt kan du få en såkaldt second opinion.

Skrevet d. 22 november 2009