Trigeminus Neuralgi efter attak
d. 8 august 2017

Jeg har haft attakvis sclerose siden 2014, senest med attak i februar. Jeg har i maj fået konstateret Trigeminus Neuralgi formentligt pga. et attak i disse nerver. Det skifter meget, hvor det rammmer, og har været i forebyggende behandling med Amitritylin 60 mg daglig siden maj.

De sidste par uger har jeg oplevet tiltagende anfald - særligt i pandeområdet. Jeg er i tvivl om, hvad jeg selv kan gøre ved dette. Anfaldene er ikke udløst af noget specielt, men kommer ofte når jeg skal sove, og lige når jeg vågner. Jeg er afsluttet på smerteklinikken, da jeg efter 6 uger med behandling havde en væsentlig bedring.

På lægestudiet lærer man, at Trigeminus Neuralgi er en af de tilstande, der kan være meget smertefuld. Det er godt, at smerteklinikken har fundet noget medicin der virker. Jeg går ud fra, at du har fået lavet hjertekardiogram (EKG) på et tidspunkt, da hjertets overledning af elektrisk impuls kan blive påvirket af medicinen i den dosering. Da du ikke skriver noget om bivirkninger, ville jeg starte med at øge dosis med 10 mg om dagen, og hvis manglende effekt efter ca. 3-5 dage, så med 10 mg til. Men tal med din læge om det er OK, også for at få kontrolleret EKG og blodprøver. Hvis det ikke hjælper, ville jeg kontakte smerteklinikken.

Der findes også en forening for den diagnose trigeminus.dk.

Skrevet d. 8 august 2017