Træthed og lysbehandling
d. 22 november 2009

Når man, som jeg, lider af sclerosetræthed som det primære symptom på sygdommen, vil jeg høre om det vil have nogen positiv virkning hvis jeg anskaffer mig en "Energi light" fra Phillips, eller vil det bare være penge ud af vinduet for os med sclerose?

Jeg syntes den mørke tid er hård at komme igennem og tager endnu mere af min energi, trods jeg sørger for at komme ud i dagtimerne og får lys.

Der er absolut ingen dokumenteret effekt af lysbehandling på sclerosetræthed. Når det er sagt, vil jeg da gerne indrømme, at jeg har hørt om enkelte, som synes de har haft effekt deraf.

Så vidt jeg ved, er den eneste dokumenterede effekt af lysbehandling mod vinterdepression.

Det er jo almindelig kendt, at mange danskere lider af lettere depression om vinteren, hvor vi kun har dagslyset i få timer. Det gælder både mennesker med og uden sclerose. Man ved også, at det øger risiko for depression at have sclerose.

Nogle af mine patienter oplever også en effekt på trætheden, hvis de i vinterhalvåret tager en tur sydpå ned i solen.

Det er rigtig godt, at du kommer ud i frisk luft og dagslys hver dag.

Skrevet d. 22 november 2009