Gå til hovedindhold

Træthed, jerntilskud og sclerose

Spørgsmål

Jeg har tidligere fået anbefalet at tage nogle forskellige kosttilskud, herunder Solaray Spektro multivitamin uden jern og vitamin K. Jeg føler mig ekstra træt i øjeblikket, og tænkte at det måske kunne være en vitamin/mineral mangel. Tænkte bl.a. at det kunne være jern. Hvorfor er det, at I anbefaler at tage den vitaminpille, der ikke indeholder jern?

Svar

Det er meget generende at føle sig træt og uoplagt, så det er rigtig godt, at du er opmærksom på kroppens signaler og aktivt vil undersøge dem nærmere.

Jeg anbefaler næsten altid, at man kigger kritisk på sin kost for at undersøge om den kan optimeres, da kosttilskud ikke må eller kan erstatte en sund og varieret kost. Selvfølgelig kan der være specielle, individuelle behov og problemstillinger som der skal tages hensyn til, og i de situationer kan det være gavnligt eller endog nødvendigt, at supplere kosten med specifikke kosttilskud.

Der findes undersøgelser som peger på, at indholdet af jern er højere i hjernen hos mennesker med sclerose end hos raske. Jernet er aflejret i særlige celletyper, der spiller en rolle ved betændelsesreaktioner (inflammationstilstande) i hjernen og rygmarven. Man ved ikke helt præcist, hvorfor dette sker, men det kan måske være et led i de betændelsesreaktioner, der giver skader på rygmarv og hjerne ved sclerose. Derfor skal man være påpasselig med at tage kosttilskud, der indeholder jern. Samtidig har omkring 10-20 % af alle danske kvinder i den fødedygtige alder jernmangel i kortere eller længere perioder, hvilket netop viser sig ved træthed, nedsat immunforsvar og hos nogle muskelsvaghed.

Derfor vil jeg råde dig til at få afklaret, om du faktisk har mangelsymptomer pga. jernmangel. Der skal tages en blodprøve hos lægen, sådan at mængden af relevante vitaminer og mineraler i blodet kan måles. Det kunne med fordel være som minimum vitamin D, B-vitaminerne og selvfølgelig jern.

Mangel på vitamin D viser sig ved muskelsvaghed, føleforstyrrelser, smerter og træthed, hvilket kan forveksles med sclerose-træthed.

B-vitaminerne, specielt mangel på vitamin B12, kan også give nogle af de symptomer, som der ses ved sclerose. Eksempelvis kan føleforstyrrelser og træthed være relateret til B12 -mangel.

Jeg vil meget gerne vejlede dig nærmere omkring en hensigtsmæssig sammensætning af kosten eventuelt i kombination med et relevant kosttilskud, når din situation er blevet nærmere afklaret via blodprøven.