Trænings intensitet
d. 25 april 2016

Som fysioterapeut træner jeg med borgere med sclerose. Mit spørgsmål drejer sig om styrketræning, hvor jeg kan læse, at der anbefales alt fra 1 til 3 min. pause mellem sættene. Hvorfor den lange pause? Er det pga. teorien om nedsat niveau af signalstoffer i det centrale nervesystem ved sclerose, eller drejer det sig om nedsat evne til at danne ATP?

Dernæst er den "lange" pause vigtig for at kunne yde størst mulig styrke i sættene eller drejer det sig om, at eventuelle føleforstyrrelser og gener efter træningen bliver forværret eller forlænget, hvis man kun holder korte pauser? Ville man for at kunne holde en høj effekt i sin træning kunne skifte mellem eks. fleksion og ekstension over knæet og dermed nedsætte/springe over "pausetiden", eller ville benet skulle være helt i ro i 2-3 min?

Så vidt vides er der endnu ikke givet en fysiologisk forklaring på de processer, der opstår ved MS og styrketræning. Forskningen er mere baseret på de kliniske resultater. Vi ved af erfaring, at den MS ramtes kliniske symptomer så som føleforstyrrelser, forværres ved kropslig opvarmning. Det skyldes bl.a. den beskadigede myelinskede, men vi ved også, at forværringen af symptomer forsvinder ved kropslig normal temperatur.
ATP dannelsen bør være normal, da muskelvævet som sådant er normalt; det er signalet der er forstyrret.

Studiet som danner grundlag for teorien om 1-3 minutters pause imellem sættene, er foretaget på personer med en max gangdistanc på 100 m. Min erfaring er, at personer med længere gangdistance uden problemer kan nedsætte pausen imellem sættene, og fortsat få en øge muskelmasse. Jeg anbefaler til denne gruppe, at de begynder med 1 minuts pause og træner således i min. 2 uge. Såfremt det gør, at de kan tage de næste sæt med samme intensitet og kvalitet, kan de afkorte pausen. Så en individuel vurdering. Jeg vurderer, at formålet er at kunne yde størst mulig styrke i sættene, da klinisk erfaring viser, at man med restitution performer med større kvalitet og intensitet.

Hvis personen er vant til at træne med pause og kender de kropslige reaktioner på dette, vil man sagtens kunne afprøve at skifte imellem knæ flexion og extension. Jeg vurderer, at mange med god gang distance ville kunne klare dette uden pausen. Generelt foreslår jeg dog også, så vidt det er muligt, at skifte imellem træningens området, så hvis man har trænet ben, så at træne, overkrop/arme i næste sæt, for på denne måde at øge pausen i den lokale muskelgruppe. Vigtigt er det, at hvis kvaliteten i bevægelsen forringes, så skal man øge pausen.

Læs evt også pjecen "Motion og Multipel Sclerose".

 

Skrevet d. 25 april 2016