Gå til hovedindhold

Træning giver føleforstyrrelser

Spørgsmål

Jeg har skrevet til jer før og været glad for jeres svar, så tak skal I have. Jeg har diagnosen CIS og det ene formodede attack, jeg havde for over et år siden, bestod primært i føleforstyrrelser over det meste af kroppen. Sidenhen er symptomerne heldigvis gået helt væk, og efterfølgende neuro. US samt evoked potentials tests, viste også at mine nerveimpulser atter skulle fungere normalt. Der har heller ikke været nogen sygdomsudvikling at spore på min opfølgende MR-scanning, jeg har stadig de samme tre hvide pletter men ingen nye.

Dog er det som om det blusser op igen, imens og lige efter jeg har trænet. Her får jeg præcis den samme snurren/stikken/kraftesløshed i hænder og fødder igen, hvilket afholder mig fra at træne så hyppigt som jeg gjorde inden - og stadig gerne vil. Min neurolog siger det er uden betydning og at motion er godt; men det er virkelig ubehageligt, at blive mindet om sygdommen og få symptomerne tilbage lige pludselig, for jeg mærker jo overhovedet ikke noget, når jeg ikke har trænet. Mine spørgsmål går på om der er nogen forklaring på dette? Er det noget der kan afhjælpes på en måde som ikke involverer medicin?

Kan det være et symptom på progressiv sclerose, eftersom mit attack for længst er overstået? Kan det være skadeligt at træne, når man har denne diagnose i det hele taget? Jeg træner primært på danse og kampsport-hold, førhen løb jeg også, men er holdt op, da det giver mig de kraftigste/mest langvarige føleforstyrrelser, er der evt. andre sportsformer, der efter jeres erfaring er bedre?

Svar

De symptomer du oplever kaldes Uthoffs fænomen, hvor nerveledningen bliver dårligere ved stigende kropstemperatur. Hvis man har et område i central-nervesystemet (fx. et "gammelt" MS plak), hvor nerveledningen er forstyrret på grund af sklerose, skal der kun en mindre stigning i kropstemperaturen, til at forværre dette og udløse symptomer, eventuelt også symptomer man ikke har lagt mærke til tidligere. Forværringen har intet med et skleroseattak at gøre, og der er heller ikke risiko for at udløse attakker, hvis man på grund af fysisk aktivitet udløser symptomer. Efterfølgende svinder symptomerne til det "normale niveau", når man køles ned.  

Hvis du tidligere har haft et attak med føleforstyrrelser, der nu er væk, men der stadig er en lille skade på nervefibrenes isolering i det gamle plak, vil dette kunne komme til udtryk når din krop varmes op. Der er som sagt ikke noget farligt ved det, men det kan føles ubehageligt. Man kan forsøge at undgå føleforstyrrelserne ved at drikke rigeligt med væske og lade være med at have for meget tøj på, når man træner. Desuden kan man afpasse træningens intensitet, så man ikke bliver alt for varm. Det er muligt at en lille dosis Gabapentin (fx. 300-600 mg) taget inden træningen vil hjælpe, men det er ikke noget der er den store erfaring med.