Tilskud til tandbehandling
d. 24 februar 2016

Jeg er 69 år, og fik min diagnose i 1996. Jeg har haft et mildt forløb med udtrætning og føleforstyrrelser i benene. Jeg får Amitriptylin (signalforstyrrelse), Baklofen og Imozop. Det har betydet voldsom tørhed i munden. Det mener jeg er gået ud over mine tænder, og nu er mit spørgsmål, om jeg kan få hjælp til dækning af min tandlægeregning?

Tilskud til tandbehandling kan søges i h. t. reglerne om personligt tillæg/helbredstillæg. Muligheden afhænger af formue og evt. andre indtægter ved siden af folkepensionen. Din kommune skal oplyse dig nærmere om det.

Sundhedsloven indeholder mulighed for tandbehandling, men det drejer sig om en meget snæver gruppe, jf. nedenstående:

Kapitel 49

Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper

§ 166. Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, der på grund af strålebehandling i hoved eller halsregionen eller på grund af kemoterapi har betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 2. Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til personer, der på grund af Sjøgrens Syndrom har betydelige dokumenterede tandproblemer.

Stk. 3. Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til personer, der på grund af medfødte sjældne sygdomme har betydelige, dokumenterede tandproblemer.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler for støtte til de nævnte patientgrupper, herunder for størrelsen af patientens maksimale egenbetaling i praksistandplejen.

Skrevet d. 24 februar 2016