Tilbud på fuld tid
d. 22 november 2009

Jeg er social- og sundhedshjælper i et demensafsnit, hvor min normale arbejdstid er 32 timer om ugen, som aftenvagt, fra 15:00 til 23:00.

Den 6/8 2008 får jeg diagnosen sclerose og bliver efterfølgende visiteret til fleksjob, hvilket bevilliges den 17/11 2008 efter arbejdsprøvning i mit nuværende arbejde, men på nedsat tid.

Aftalen om fleksjobbet lyder på to aftenvagter i træk á 8 timer og jeg har så yderligere tilbudt, jeg kan hjælpe, hvis der skulle være behov for det i enkelte weekender.

På et møde den 4/12 2008 tilbyder min arbejdsgiver mig et fleksjob, men kun med 32 timers løndækning - hvilket undrer mig, da jeg er visiteret til fleksjob i 37 timer?

Jeg har ikke skrevet under på denne aftale, da jeg mener jeg har ret til 37 timers løndækning.

Vil I hjælpe mig med et svar, så jeg kan få en afklaring på denne sag?

Reglerne om fleksjob fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kap 13. Efter lovens § 72 stk. 2 fremgår, at "kommunen skal give tilbud om fleksjob på fuldtid, medmindre personen foretrækker deltidsansættelse eller er omfattet af bestemmelsen i stk. 3". Nævnte stk. 3 handler om personer med gennemsnitlig arbejdstid under 30 timer, hvilket ikke er gældende for dig.

Som jeg forstår din situation, har din kommune tilbudt job på fuld tid. Kommunen har tilsyneladende ikke talt med din arbejdsgiver omkring dette. Dialogen handler her om drøftelse af hvilket tilskud, der gives og hvorvidt arbejdsgiveren mener sig kompenseret.

Din arbejdsgiver vurderer din arbejdskraft i forhold til egen lønudgift. Hvis arbejdsgiveren ikke ønsker at tilbyde job på fuld tid har arbejdsgiveren ret til dette.

Som jeg skriver, mener jeg både, at kommunen bør tage en dialog med din arbejdsgiver, ligesom jeg mener, at du kan have gavn af at drøfte dine egne forhold med din faglige organisation og her tænker jeg blandt andet på din aflønning.

Jeg vil endvidere anbefale dig at rekvirere pjecen fra Det Centrale Handicapråd, se www.dch.dk, samt orientere dig på Ankestyrelsens hjemmeside afgørelse SM N-09-05.

Skrevet d. 22 november 2009