Tilbage på arbejdsmarkedet
d. 6 juli 2010

Vedrørende boligydelse og fleksjob.

Jeg er på højeste førtidspension efter gamle regler. Jeg modtager plejetillæg, hvilket jeg tidligere har skulle bruge til handicapbetingede udgifter. Ved en revurdering af min BPA fik jeg så at vide, at jeg skal bruge dette beløb til tilkøb af ekstra timer - blev skåret fra 24 timer i døgnet til 15 timer. Nu har jeg søgt §100.

Jeg er på arbejdsmarkedet - et job jeg selv i sin tid fandt. Det er ikke et job med løntilskud, men et "almindeligt" job, hvor jeg arbejder ca. 10 timer om ugen som bogholder/sekretær. Jeg bor i eget hus, og derfor får jeg boligydelse.

Jeg går med overvejelser om at stille min pension i bero og få mit job lavet om til et fleksjob. Jeg har talt med min chef om dette, og han har sagt ja, hvis ikke det kommer til at koste ham penge. Jeg får 150 kr. i timen men forventer en lønforhøjelse, da mit ansvarsområde er blevet betydeligt forøget. Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne af med min pension - hvorfor kan jeg ikke helt finde ud af - og jeg tror, jeg vil kunne arbejde ca. 12-15 timer om ugen.

Dette kan lade sig gøre, fordi jeg har verdens bedste chef, som ved at jeg har sclerose og tager hensyn til dette. Jeg bestemmer selv mine arbejdsdage og -tider. Jeg tror ikke, jeg ville kunne det samme andre steder. Jeg har været ansat i 3 år.

Kan jeg modtage boligydelse, når jeg er i fleksjob? Er det ikke kun førtidspensionister? Jeg ejer jo selv mit hus. Jeg formoder, jeg vil beholde mit plejetillæg og desuden modtage IY? Jeg har ikke medicinkort, da jeg tjener for meget i mit job.

Hvordan ser det ud for mig? Brænder jeg fingrene økonomisk ved at forsøge et fleksjob? Kan man umiddelbart lave mit nuværende job om til et fleksjob? Og tilbage igen, hvis det ikke går? Kommer det til at koste for min chef?

Jeg har en gammel pensionsordning, som bare står. Jeg får penge fra den, engang når jeg går på folkepension. Bliver den berørt? Er der nogen "fælder", jeg skal være opmærksom på?

Jeg er før blevet rådgivet forkert på Jobcentret, så dem stoler jeg ikke rigtigt på. De sagde i sin tid, da jeg bad dem om hjælp til at finde et job til mig, at jeg ikke måtte arbejde. Senere fik jeg så at vide, at jeg først skulle godkendes af min sagsbehandler på kommunen. Hun sagde også nej. Så gik jeg mine egne veje og fandt det job jeg har nu. Kommunen har senere sat sig ind i lovgivningen.

Hvad gør jeg?

Du skriver, at du har fået ændret din bevilling af Borgerstyret Personlig Assistance, jeg regner med, at det er efter lov om social service § 96. Jeg går ud fra, at der er udarbejdet en handleplan i henhold til lov om social service § 141 stk. 2, ligesom jeg også forudsætter, at du har fået en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning.

Hvis du har BPA efter § 96 har du mulighed for at søge dækning af merudgifter i henhold til § 100, selvom du er førtidspensionist efter reglerne før 1.1.2003. I forbindelse med ansøgning om merudgifter skal udarbejdes en funktionsevnevurdering.

Jeg synes, at der er svært at rådgive dig omkring din jobsituation. Kommunen skal vurdere din arbejdsevne. Du skriver, at din arbejdsgiver ikke ønsker øgede udgifter, og det vil jo betinge, at den mindste overenskomstmæssige løn på området er svarende til den timeløn, som du modtager, ligesom du jo som minimum skal kunne arbejde svarende til 1/3 af normtiden.

Du skriver, at du i øjeblikket får 150 kr. pr. time, hvorvidt det er svarende til den mindste overenskomstmæssige løn på området må bero på en vejledning fra en faglig organisation. Jeg vil anbefale dig at orientere dig nærmere omkring reglerne for fleksjob på http://www.dch.dk/publ/fleksjob/index.html , hvor du kan læse en meget udmærket vejledning på området.

Pensionen kan i givet fald sættes i bero og du vil kunne få udbetalt invaliditetsydelse. Plejetillæg bevares jo også så længe disse betingelser også er opfyldt. Det er også muligt at modtage boligydelse, når man modtager invaliditetsydelse. Det beror selvfølgelig på en økonomisk beregning og jeg kunne have mine tvivl om du vil kunne være berettiget med en lønindtægt.

Medicinkort/helbredstillæg kan du, som situationen er, ikke modtage begrundet i dine indkomstforhold. Medicin vil i givet fald kunne medtages under merudgifterne.

Det er kun et udpluk af dine mange spørgsmål, som jeg her kort har besvaret. Du har mulighed for at få en mere konkret rådgivning ved at kontakte den socialrådgiver i Scleroseforeningen, som er tilknyttet det område, hvor du bor. Navn og træffetid ses på hjemmesiden.

Skrevet d. 6 juli 2010