Tidlig behandling ved CIS

Jeg er 26 og fik kort før jul diagnosen CIS. Jeg havde et attak på synet sidste sommer i form af synsnervebetændelse, og jeg har plaks på min MR først syv styk og i anden omgang var der kommet en ekstra. Jeg har fået rygmarvsvæskeprøve med blodprøve også, og der er påvist oligoklonalebånd, og ja stort set bare alt det der ikke skulle være der. Jeg har dog ikke fået diagnosen pga tekniske årsager, med man skal have to attakker og alt det der. Jeg er dog i tvivl nu.

Jeg er startet på forebyggende medicin i form af Aubagio, hvilket var ganske fint, i starten. Det er først her efter et par måneder på medicinen, jeg begynder at finde det træls. Det er hvad det er og sådan er medicin jo bare, men fornemmede på min læge da jeg snakkede med ham om opstart på medicinen, at det var totalt valgfrit, om jeg ville starte og han ville hverken anbefale mig det ene eller det andet. Jeg blev dog overtalt kraftigt af min familie og endte altså derfor med at starte på det.

Vil det være totalt forfærdeligt og en dårlig ide at stoppe? Jeg er rimelig overbevist om jeg ved, hvad min trigger var for det attak jeg havde sidste sommer - stress. Derfor føler jeg egentlig, at jeg ville være bedre tilpas ved at droppe medicinen, og så simpelthen bare lytte til min krop fremover. Er det hul i hovedet og dumt, når nu de med rygmarvsvæskeprøven beviste, at jeg simpelthen har sygdommen i kroppen? 

Det lyder som om, at diagnosen CIS, som man kan kalde et forstadie til sclerose/MS, er veldokumenteret. Talrige undersøgelser har vist, at hvis man starter tidlig behandling, vil risikoen for at udvikle MS reduceres med ca. 30% over 3 år. På længere sigt, vil dem som starter tidlig behandling, også klare sig bedre, end dem der kommer senere i gang.

Man kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget sikkert om, hvordan din sygdom vil udvikle sig i fremtiden, men hvis du vil sikre dig på bedste vis, er det fornuftigt, at fastholde den behandling med Aubagio, som du nu er startet på.

 

Skrevet d. 2 april 2017