Takst og ændringer
d. 4 januar 2013

Jeg har et spørgsmål vedrørende §100 og udregning af kørselsudgiften i egen bil - ikke handicapbil - til og fra vederlagsfri holdtræning og massage.

Jeg mener, at 2013 beregningstaksten til §100 er 2,13 kr/km er det korrekt?

Selve udgiftsbeløbet findes det ikke ved at regne ud, hvor mange km jeg kører til og fra vederlagsfri holdtræning og massage over et år og gange km-tallet med de 2,13kr/km?

Jeg har læst, at §100 bliver ændret sammen med den nye førtidspension og fleksjobreform, men der var ikke nogen videre uddybning af ændringerne. Ved du noget om, hvad der sker ved ændringer i §100 eller kan du henvise til, hvor jeg kan finde det?

Statens laveste takst pr. 1.1.2013 er 2,13 kr. pr. km.

Iflg. SM C-257-10 jf. nedenstående resume redegør for brugen af denne takst:

Merudgifter - transport - statens kørselstakst

Resumé:

Statens laveste kørselstakst til transport i bil skulle anvendes ved beregningen af ansøgerens merudgifter til handicapbetinget kørsel til blandt andet behandling.
Ankestyrelsen fandt, at det ikke var tilstrækkeligt alene at kompensere ansøgeren i forhold til, hvor langt ansøgerens bil kørte på literen. Der blev lagt vægt på, at statens laveste sats for godtgørelse for brug af egen bil er fastsat som de variable udgifter pr. kilometer samt et skønsmæssigt fastsat kilometerafhængigt værditab. Statens laveste sats kompenserer således alene for de variable udgifter forbundet med den enkelte kørsel og ikke for de udgifter, der er forbundet med det at have bil.

Der forelå ikke oplysninger, som gav grundlag for at fravige udgangspunktet om at bruge den laveste sats i statens regler for godtgørelse for brug af egen bil.

Med hensyn til ændring af beregning af tilskud efter lov om social service § 100 kan du af nedenstående klip fra loven se, at tilskud fremover vil blive rundet op til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Alle ændringer i lov om aktiv beskæftigelsesindsats m.m. kan hentes her
 

§ 12

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012, foretages følgende ændringer:

1. § 100, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og rundes op til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.«

2. I § 100, stk. 5, indsættes efter »bevilget«: »kontant tilskud efter § 95 eller«.

3. I § 182 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Det beløb, der er nævnt i § 100, stk. 3, 1. pkt., reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2014.«

Stk. 5-10 bliver herefter stk. 6-11.
 

Skrevet d. 4 januar 2013