tab af erhvervsevne - lønafhængig
d. 31 juli 2013

Jeg er i fuldtidsjob og har før min MS-diagnose tegnet en forsikring mod tab af erhvervsevne. Min forsikringsdækning er lønafhængig: 80% af lønnen. Forsikringen er tegnet hos AP Pension. Hvad sker der med forsikringsdækningen, hvis jeg opsiger eller bliver opsagt på mit job, og dermed ikke har nogen løn? Er det så mit nuværende lønniveau som forsikringsdækningen tager udgangspunkt i 80% af min nuværende løn, tages der udgangspunkt i lønnen på skadetidspunktet (diagnosetidspunktet), eller bortfalder min forsikringsdækning?

Hvis du opsiger eller bliver sagt op, fordi du mister en betydelig del af din arbejdsevne, er det at forsikringen vil træde i udbetaling. Såfremt det er af andre årsager du bliver sagt op eller siger op, er det afhængig af hvordan forsikringen er tegnet.

Hvis dækningen er etableret i forbindelse med din ansættelse og som en del af en firmapension, vil du ved fratrædelse typisk få mulighed for at videreføre forsikringen privat eller med ny arbejdsgiver. Det sidste kan komme på tale, da det bliver svært for dig at indgå nye aftaler efter du har fået diagnosen. Hvis den er tegnet privat eller blot administreret gennem din arbejdsgiver, kan du selvfølgelig også videreføre den privat.

Der tages ved udbetaling af forsikringen udgangspunkt i din løn det øjeblik du bliver berettiget til udbetaling, altså ikke diagnosetidspunktet. Derfor skal du løbende være opmærksom på din lønudvikling og komplikationer med forsikringens størrelse, i visse tilfælde er det jo at før man starter udbetaling, er man gået ned i løn pga. andet arbejde eller arbejder på nedsat tid eller lignende.

Det kan anbefales at kontakte AP Pension for en uddybning på skrift, hvis du overvejer nyt job, nedsat tid eller lignende.
 

Skrevet d. 31 juli 2013