Synspåvirkning og konsekvens
d. 22 november 2009

Jeg er under udredning for MS for 2. gang. Mit forløb begyndte med smerter og sløret syn for godt 4 år siden. Hos øjenlægen fandt man at jeg havde et defekt synsfelt, mest på højre øje. Synet blev bedre. Siden dengang har mit syn været dårligt - og er blevet stadigt dårligere med tiden.

For 1½ måned siden drillede mit højre øje så igen. Jeg har været ved øjenlægen, som igen har påvist defekt synsfelt på højre øje. Til VEP-undersøgelsen kunne jeg slet ikke fastholde mit blik og blev meget træt.

Mine spørgsmål er: Kan MS ødelægge synet? Kan man blive udtrættet i øjnene? Kan jeg miste synet helt, med tiden?

Multipel sclerose rammer ofte synsnerven og medfører fibertab i denne og følgelig ofte nedsat syn. Det kan enten ske akut med synsnervebetændelse eller ved mere snigende påvirkning af synsnerven eller en kombination.

Det er yderst sjældent at man bliver synssvækket i en sådan grad at man helt mister synet permanent.

Man kan godt blive udtrættet i øjnene, som du skriver, men der er ikke beviser for at det hjælper at skåne øjet, ved at bære klap for det syge øje.

VEP ved multipel sclerose vil typisk vise forsinket signal og nedsat signalstørrelse i forhold til hos raske - naturligvis særligt hvis der har været en episode med symptomer på synsnervebetændelse.

Skrevet d. 22 november 2009