Synsnerbebetændelse, risiko for andet øje
d. 22 november 2009

jeg er 26 år og fik diagnosen MS for ca. 3 1/2 måned siden. Jeg har haft føleforstyrrelser i ben, hænder og fingre, samt meget dårlig balance. Jeg har været i behandling med Avonex i 3 uger.

Nu er jeg så begyndt at få symptomer fra venste øje, forstået på den måde at mit syn er blevet meget forringet, hvorfor det jeg kan se er totalt sløret. Det er meget generende, især da jeg er glad for at læse. Jeg har haft symptomerne i lidt over en uge.

Jeg har talt med min MS-sygeplejerske om det og hun mener vi skal se tiden an.

Jeg vil imidlertid gerne spørge dig om følgende: Kan jeg gøre noget for at aflaste øjet? Hvor lang tid kan jeg forvente der går inden det fortager sig? Er der stor risiko for det rammer højre øje også?

Det lyder som en synsnervebetændelse, og det er rigtigt at man ofte "bare" afventer spontan bedring. Når man har sclerose i forvejen, er det nemmer at stille diagnosen synsnervebetændelse. Også fordi du jo er i attak-forebyggende behandling, selv om det næppe har nået at virke endnu.

Du kan ikke gøre så meget - måske en klap kan aflaste dine gener - og det vil som regel bedres i løbet af dage, uger eller få måneder.

Risikoen for at få det på modsidige øje er ikke særig stor, måske 10-30% hvis man har sclerose.

Skrevet d. 22 november 2009