Synsfeltdefekt og sammenhæng med medicin
d. 22 november 2009

I september 2008 oplevede jeg et "uskarpt felt" i mit højre øje. Efter undersøgelser og en synsfelttest, er der konstateret defekter i synsfeltet.

Jeg har taget Gabapentin i 2 år, før jeg i januar 2008 gik over til Lyrica - som jeg altså nu har taget i 1 år - 150 mg x 3 daglig. Udover Lyrica tager jeg 2 mg Sirdalud til natten.

Ifølge øjenlægens opslag kan både Gabapentin og Lyrica give synsforstyrrelser. Mit spørgsmål er derfor, om den omtalte medicin kan give "defekter i synsfeltet"?

Der er beskrevet synsfeltdefekter under behandling med Gabapentin og Lyrica - præparaterne ligner hinanden meget. Det er dog typisk i form af koncentrisk indskrænket synsfelt, hvilket er som en slags kikkertsyn, hvor man kan se klart i midten, men ikke i periferien.

Jeg ved ikke, om det er sådan du opfatter dit synsfelt?

Jeg går ud fra, at du er scelosepatient. Det du oplever kan også være et led i sclerosesygdommen, eller teoretisk grøn stær eller anden forklaring.

Da mulighederne er mange, så det er klogt at blive fulgt af en øjenlæge.

Skrevet d. 22 november 2009