Synet
d. 17 marts 2010

Jeg har skrevet en del gange til dig tidligere, med efterfølgende gode resultater.

Blandt andet har jeg været lam i begge ben og siddet i kørestol, men har, efter råd fra dig om D-vitaminer, fede fisk samt masser af mandler, nødder og andre gode fedtstoffer, fået funktionen tilbage i benene. Dette betyder at jeg kan gå små strækninger uden krykker og flere kilometer, med god fart, med krykkestokke.

Jeg har også fået tabt den overflødige vægt og har i dag et BMI under 25, ved at følge dit råd om at spise fiberrige produkter og mager kødprodukter med grove grøntsager.

I dag har jeg så et andet spørgsmål, jeg ønsker svar på, hvilket vedrører synet.

Det forholder sig sådan, at jeg er blind - det siges, at det skyldes sklerosen. De første symptomer jeg havde, var på synet, og der gik ikke lang tid før hele synet forsvandt. Flere år efter, fandt man ud af, at jeg havde sklerose (dette fandt man ud af, da jeg var 14 år og i dag er jeg 20 år).

De danske læger har sagt, at der ikke er noget håb om at kunne komme til at se igen. Men det har de jo sagt om så mange ting før, uden at det har været sandt.

Jeg vil desuden også lige nævne, inden jeg stiller mit konkrete spørgsmål, at jeg sidste forår var i Tyskland, for at se om der var noget, som de kunne gøre. Problemet var/er, at ud fra al den moderne teknologi, kunne de påvise at mine synsnerver var helt skrumpet ind, og at der ikke længere løb blod igennem. Var vi var kommet lidt tidligere, cirka 1-2 år, ville de måske have kunne redde synet, men desværre.

Mit spørgsmål er så nu: Kan man, efter så mange år, gøre noget med hensyn til kosten, der kan udvide synsnerverne, så der kommer til at løbe blod igennem igen? Altså, om man kan få aktiveret synsnerverne, så der bliver forbindelse?

Det kunne være så rart, hvis man bare fik et lille og svagt glimt af verdenen at se igen.

Mange tak for din tilbagemelding om både din vægt og din genvundne evne til at gå. Det er jo dejligt at høre, at det er lykkedes for dig!

Med hensyn til synet, skal man selvfølgelig ikke give op på forhånd, men det stiller sig måske lidt vanskeligere, desværre. Der er dog en række fødevarer, som er gavnlige for synet:

- Fiskeolierne: omega-3 fedtstoffer og måske også andre indholdsstoffer i fisk.
- Grønne grønsager: spinat, grønkål, broccoli og andre.
- Orangerøde frugter: for eksempel vandmelon, hyben.
- Mørke bær: solbær, brombær, blåbær.
- Herudover, sandsynligvis en begrænset mængde omega-6 fedtsyrer, fordi vi i forvejen får rigeligt af dem via den kost som tilbydes, inklusiv opdrættet fisk. Fedtindholdet vil altid afspejles af kosten - også for opdrættede laks.

Blåbær anbefales, som du kan se af ovenstående liste, også. Det er sandsynligvis bedst med de gennemfarvede blåbær, hvilket gælder visse typer. Disse blåbær skulle have det højeste indhold af gavnlige antioxidanter. Om de virksomme stoffer så i virkeligheden er nogle andre, som følger med i frugten, er nu til diskussion. Det er ikke enkelt at få klare svar endnu, men blåbær skulle stadig være godt.

Det findes også som kosttilskud, i forskellige varianter, for eksempel Lutein Eyes 18 mg fra Solaray, dagsdosis 1 stk. Produktet indeholder både en type betacatoten: lutein (et forstadie til A-vitamin) samt blåbær.

Æg vil jeg foreslå dig at spise 4 af om ugen. Æg indeholder også gavnlige stoffer for synet.

Under alle omstændigheder, vil disse fødevarer være gavnlige - hvis de så også kan bidrage til dit syn er det jo også godt.

Desuden vil jeg foreslå dig at få en konsultation hos lægen Claus Hancke i Lyngby, eller en af de andre læger på stedet. På dette sted arbejder de med orthomolekylær medicin, det vil sige at de giver, for eksempel, vitaminer i høje doseringer m.v., hvis det skønnes nødvendigt i forhold til de givne symptomer. De arbejder også med mennesker som har sclerose. Der findes også tilsvarende læger andre steder i landet, hvis det passer dig bedre.

Skrevet d. 17 marts 2010