Gå til hovedindhold

Symptomer, led i graviditet eller sclerose

Spørgsmål

Jeg skriver, fordi jeg har en mistanke om at jeg kunne have sclerose og derfor er i tvivl, om hvordan jeg videre skal forholde mig.

Jeg er 33 år og gravid i uge 32. Hos min egen praktiserende læge har jeg fået taget blodprøver for alt hvad der kunne være graviditetsrelateret, blandt andet; jernmangel, svangerskabsforgiftning, diabetes og så videre. Alt ser dog fint ud.

Mine symptomer er en svag følelsesløshed på siden samt ovenpå mine storetæer, som har varet i nu tre uger. Dette har jeg, over de seneste år, oplevet et par gange tidligere. Af og til oplever jeg ligeledes en prikken i fingre og fødder. Jeg føler mig periodisk kraftesløs i særligt mine ben men også en smule i armene. Én nat havde jeg myrekryb i benene og en anden nat ondt i benene.

Generelt føler jeg en stor træthed i benene, når jeg skal op af for eksempel trapper, som om benene helt syrer til. Desuden føler jeg mig træt i øjnene og skal, når jeg er træt, anstrenge mig noget for at fokusere - jeg ser dog helt klart.

Mit spørgsmål er dels om disse symptomer kan have noget med min graviditet at gøre? Dels om, hvis de ikke har, skal jeg så sørge for at blive undersøgt hurtigst muligt, så jeg kan komme i behandling, eller om jeg skal vente til efter fødslen af mit barn?

Svar

Jeg forstår godt din bekymring. Netop under graviditet bliver man også mere psykisk sårbar og mere observant samt at kroppen bliver fysisk belastet.

Man kan ikke med sikkerhed sige om dine symptomer er relateret til graviditet eller sygdom. Jeg går ud fra at din egen læge også har checket B-vitamin-indhold i blodet, da B-vitaminmangel teoretisk kunne forklare en den af symptomerne. Du har jo også haft nogle af symptomerne før du blev gravid.

Din læge kan også henvise dig til neurolog, som, efter en såkaldt neurologisk undersøglse, kan se om nervesystemet reagerer normalt og hvis ikke, om der sandsynligvis er noget galt i centralnervesystemet (som er den del der er ramt ved blandt andet sclerose) eller i det perifere nervesystem (hvor det ofte er netop hænder og fødder, der er påvirket).

Derudfra kan man så lægge en plan for udredning og hvornår det skal foregå.

Nogle af undersøgelserne laver man ikke ved graviditet (for eksempel magnetstød til undersøgelse af nerveledningshastighed) eller nødigt (MR scanning af hjernen) og behandling for sclerose gives ikke ved graviditet og amning.

Dog kan man dæmpe nyopståede symptomer med en vis sværhedsgrad med en kortvarig binyrebarkhormonkur.

Dine symptomer er dog ikke udtalte nok, efter min vurdering, selv om det skulle vise sig at være led i sclerose. Det er sandsynligvis dog ikke tilfældet. Også begrundet i at meget af det er af under 24 timers varighed.

Held og lykke med det hele.