Symptomer i skuldre og nakke, kan det være sclerose
d. 9 august 2013

Jeg har de seneste 9 år døjet meget med min skuldre, der findes egentlig ikke rigtig nogen forklaring på hvorfor. Jeg skal MR-scannes om 14 dage, hvilket jeg tidligere er blevet, hvor man intet fandt. Jeg har de seneste 9 år haft on/off ondt i skuldrene, som en brændende fornemmelse. Det er så kommet i min nakke, hvor jeg nogen gange ikke kan løfte hovedet om morgen. Smerterne kan være der fra ½ dag til 6-7 dage, hvor de så kan forsvinde i noget tid. Det med nakken er nu en måned siden, men er kommet op til flere gange. Jeg er meget træt, selvom jeg har sovet mange timer om natten, har jeg stadig ikke den vilde energi. Jeg er begyndt at lægge mærke til, at når jeg snakker, kommer jeg nogen gange til at snøvle, og det ord jeg egentlig ville sige bliver noget vrøvl. Burde jeg blive undersøgt for sclerose? Jeg er 28 år gammel.

Det vil være atypisk, men det kan ikke helt udelukkes. Du må afvente svar på MR scanning af skuldrene, og hvis der ikke findes nogen anden forklaring på skuldersmerterne, kan du lufte din bekymring om sclerose for den læge, der giver dig svar på MR scanningen. Føleforstyrrelserne kan teoretisk set - da symptomerne omfattet begge skuldre og nakke - også stamme fra rygmarven.

Skrevet d. 9 august 2013