Sygemelding, opfølgning, tjenestemand
d. 22 november 2009

Jeg sender denne mail, for at få vide hvordan jeg skal forholde mig i min nuværende situation, hvor jeg nu har været sygemeldt fra mit arbejde siden den 5. maj.

Min MS er desværre blevet kraftigt forværret og jeg er ikke længere i stand til varetage mit arbejde.

Min læge på Scleroseklinikken anbefaler, at jeg ikke længere skal gå på arbejde, og da jeg fysisk ikke længere kan klare arbejdet, vil jeg følge hans råd. I næste uge skal jeg begynde behandling med Novantrone, og håber det hjælper lidt på min situation, men det ændrer ikke på at jeg bliver nødt til at opgive mit arbejde.

På nettet har jeg læst om muligheden for at søge svageligspension, (og selv sige op med henblik på svageligspension), men jeg har slet ikke noget overblik over hvad der er den bedste ordning for mig. Min arbejdsevne er nedsat til ca. 1/3, efter mit eget skøn, men det må en læge vurdere.

Jeg har været ansat ca. 30 år som tjenestemands-bibliotekar på Det Kongelige Bibliotek.

Jeg håber du kan hjælpe mig til at træffe det rigtige valg om hvilken ordning der er den bedste for mig. Jeg har prøvet at spørge den socialrådgiver som har mit geografiske område, men desværre kunne hun ikke hjælpe meget i denne sag.

Du skriver, at du er sygemeldt 5.5.2008 og jeg går derfor ud fra, at din arbejdsplads nu har meddelt kommunen om din sygemelding. Uanset om du modtager fuld løn vil din arbejdsplads bede om dagpengerefusion fra kommunen. Du vil indenfor en overskuelig tid få fremsendt et såkaldt oplysningsskema med relevante oplysninger for kommunen. Skemaet skal returneres senest 8 dage efter afsendelse og du skal være opmærksom på, at fristen skal overholdes.

Kommunen vil på baggrund af skemaet indkalde dig til en samtale, hvor der skal tages stilling til det videre forløb. Herudover vil kommunen også indhente relevante lægelige oplysninger. Vær opmærksom på, at du har ret til at have en person med dig ved samtale i kommunen, det kan for eksempel være en pårørende eller en repræsentant fra din faglige organisation. Vær tillige opmærksom på, at du har ret til at se og få kopi af de akter, der er i din sag.

Hvorvidt du er, eller vil blive, i stand til at genoptage dit arbejde helt eller delvist, kan jeg ikke udtale mig om. Kommunen vil i samråd med dig udarbejde en såkaldt ressourceprofil - se nærmere herom på www.minarbejdsevne.dk - hvis de finder din arbejdsevne truet. Alt afhængig af forløbet kan forskellige ordninger komme på tale.

Du er ikke forpligtet til at sige dit job op.

Jeg forstår, at du er tjenestemand. Almindelig svagelighedspension kan udbetales, såfremt visse betingelser, såsom ansættelsestid og svagelighed er opfyldt.

Du skal også være opmærksom på reglerne om kvalificeret svagelighedspension, som er muligheden for omregning af tjenestemandspensionen på baggrund af den "fulde" pensionsalder, det vil sige den pensionsalder, som du kunne have opnået, såfremt du havde fortsat med arbejde indtil ophør ved alder.

Begge ordninger betinger afskedigelse.

Du bør rådføre dig nærmere i dit faglige forbund, om dine muligheder her, i givet fald.

Skrevet d. 22 november 2009