Svimmelhed mm. kan det være sclerose
d. 13 maj 2011

Jeg står i den situation, at jeg har været syg og sygemeldt i 5 måneder af ukendt årsag.
Jeg er svimmel, har en sitren/rysten inden i kroppen - ikke synligt og det kommer og går - er træt, har hovedpine, dårligere finmotorik og synsforstyrrelser. Jeg falder ikke eller har svagere muskelstyrke. De fleste af mine symptomer kan naturligvis skyldes svimmelheden.

I første omgang blev jeg tjekket for sygdomme i øret, hvor intet er blevet fundet. Jeg har efterfølgende været til en samtale hos en neurolog, og blevet MR-skannet uden kontrastvæske.
Nu går jeg så igen uden svar på noget som helst, og tanken om sclerose spøger konstant i baghovedet, har jeg det vil jeg jo helst i behandling.

Men kan jeg efter en MR-skanning, som så fin ud, godt slå tanken om sclerose ud af hoevdet?

De symptomer du har er uspecifikke, og kan være hvad som helst også led i sclerose, men vil da sjældent vare så længe uden bedring.

Har du haft en infektion forud eller samtidigt med?
Har du haft feber?
Har du fået checket din blodprocent, stofskifte og blodsukker, vitaminer og andre blodprøver?
Har du været bidt af en tæge eller været i udlandet og pådraget dig en infektion?

Sådanne nogle spørgsmål rejser sig. Psyken kan også spille ind, og det er ikke hensigtsmæssigt at du er sygemeldt så længe.
En rygvæskeprøve vil evt. kunne bidrage til udredningen og en øjenlægevurdering.
Du skriver ikke hvilke synsforstyrrelser du har, men du har mulighed for at få en tid hos øjenlægen uden henvisning fra egen læge.

Du kan rekvirere en kopi af din journal fra neurologen.

Skrevet d. 13 maj 2011