Svigermor mangler sygdomserkendelse
d. 4 april 2012

Min svigermor har sclerose, og der er en masse rod omkring hende. Hun er virkelig syg - sidder i elektrisk kørestol. Det er dog som om hun ikke selv erkender, at hun er syg. For 1 år siden valgte hun at blive skilt fra sin mand, som ellers har passet og plejet hende. Måden hun gik fra ham på, var enormt grim, og nu bor hun i en lejlighed alene. Det passer slet ikke til hende, og hendes børn og jeg er utrolig urolig for hende.

Hun har aldrig grædt eller været ked af hendes sygdom, hun skubber os fra hende, har ingen realistisk sans, og vil nu flytte igen og mener at hun kan klare at bo i et hus på 130 m2. Vi mener hun bør komme på plejehjem eller et center - måske noget bofællesskab.

Jeg har virkelig brug for hjælp til at takle situationen. Hendes børn overvejer at bryde med hende, og det er som om hun ikke selv ved, hvad hun har gang i.

I er landet i en utrolig ulykkelig situation, hvor sclerosen er skyld i at din svigermor foretager sig ”hovedløse” handlinger, hvis konsekvenser hun tilsyneladende er blevet ude af stand til at overskue. Det er vigtigt her at understrege at dette ikke sker for alle med sclerose, og at der hvor det sker skyldes det for det meste organiske skader i hjernen, som i forskelligt omfang ændrer personens normale væremåde og normale måde at handle på.

Jeg er ikke i tvivl om, at det du beskriver skyldes skader i hjernen, som din svigermor nok ikke selv er i stand til at forstå og erkende, og dermed heller ikke i stand til på realistisk vis at handle ud fra. Og det gør det meget svært for hende og meget svært for jer som pårørende. For hvordan skal man så handle som pårørende!? Allerførst er det vigtigt at forstå disse såkaldte organisk betingede kognitive ændringer i personligheden. Her vil jeg anbefale jer at læse Scleroseforeningens pjece: ”Personlighed, væremåde og multipel sclerose”. Jeg vil anbefale dig at få pjecen tilsendt i flere eksemplarer, for det er utroligt vigtigt for jer som de nærmeste at kende karakteren af disse forandringer, for at kunne forstå hvordan de kan eller ikke kan håndteres og hvorfor.

Men der er ikke nogen enkle svar, for I er ”ude i” problemer som er yderst vanskelige at håndtere. Det kan derfor også være vigtigt at få hjælp af Scleroseforeningens socialrådgivere og psykologer. Måske er det også vigtigt at overveje om din svigermor reelt er så skadet og ude af stand til at overskue sine reelle muligheder, at I skal overveje om hun kan få en personlig vejleder. Men dette kan vores dygtige socialrådgivere bedre rådgive omkring. Givet er det at din svigermor er i fare for at foretage sig handlinger som både i forhold til praktiske ting og i forhold til sine nærmeste, risikerer at skade hende selv og hendes familierelationer uopretteligt. Så det er meget ulykkeligt både for hende og for jer, som forståeligt nok er ved at ”smide håndklædet i ringen”. Men information og viden vil være hjælpsomt. Og det vil være hjælpsomt for jer at tale sammen som familie med vejledning af Scleroseforeningens eksperter, som kan vejlede jer yderligere.

I kan kontakte os dagligt på tlf. 3646 3646. Så vil vi hjælpe jer videre.

Skrevet d. 4 april 2012