Svien ved berøring
d. 19 november 2014

Jeg har på det seneste fået hyppigere smerter i form af stærk svien forskellige steder på kroppen, som arme, ben, siden og ryggen af kroppen. Svien kan komme helt umotiveret eller ved en let berøring af huden de pågældende steder. Der er ingen udslæt at se. Lægen har ikke nogen forklaring herpå. Tror du det har relation til NMO´en og i så fald, hvad kan der gøres ved det?

Det lyder som om, du har fået det man kalder neurogene smerter eller på dansk nervesmerter, som følge af din NMO. Samme slags smerter kan man få, når man har MS, og så kaldes de også Sclerosesmerter.
Sygdommen forstyrrer sanseimpulserne, der føres til hjernen, og det sansede fejltolkes derfor som smerter. Et menneske med sclerose eller NMO kan for eksempel føle, at fødderne eller knoglerne svider eller brænder blot ved tryk eller berøring. Fødderne og nervebanerne vil være normale, men bearbejdningen af signalerne i rygmarven er fejlagtig, hvorfor signalerne der sendes til hjernen, opleves som brændende smerte. Nervesmerter kan også optræde spontant, uden at man berøres. Det sker ved, at der fejlagtigt dannes sanseimpulser i NMO eller sclerose-plak.

Nervesmerter kan opdeles i kroniske og anfaldsvise smerter. De kroniske smerter er vedvarende og føles brændende, svidende, knugende eller borende, men kan også have prikkende eller stikkende karakter. De bedste lægemidler til at behandle disse smerter, er stoffer der tidligere er brugt mod depression, men nu har vigtig anvendelse mod nervesmerter og bruges i stort omfang i neurologiske klinikker og smerteklinikker. De to hyppigst anvende præparater er amitriptylin (Saroten) eller Imipramin.
De anfaldsvise og mere jagende, kortvarige smerter, kaldes neuralgiforme smerter og kan som regel behandles effektivt med lægemidler, man normalt bruger til behandling af epilepsi, Oxcarbazepin (Trileptal), Carbamazepin (Tegretol), Gabapentin eller Pregabalin (Lyrica). Endelig skal nævnes Dronabinol (Marinol), der formentlig kan bruges til at behandle begge typer af neurogene smerter.
 

Skrevet d. 19 november 2014