Styrketræning i maskiner eller med frie vægte
d. 7 november 2013

Som klinik fys møder vi jo kunder med sclerose. Et par af dem har lige været til et godt foredrag i Ringkøbing, hvor vi desværre ikke kunne deltage pga. andet arrangement. Det har affødt et par spørgsmål vi håber I kan svare på.

1. Der tales om at tung styrketræning er godt. Det er vi helt med på. Kunderne har den opfattelse, at det er vigtigst med det antal kg, man kan udføre øvelsen med. Vi (fysser) tænker at det må handle om funktionel tung styrketræning. Dvs. stor belastning men ikke i maskine der styrer bevægelsen. Vi vil helst have fx bænkpress med frie vægte. Dette ud fra betragtningen, at det er fint med styrke, men det drejer sig om at kunne bruge det i en funktion (dagligdag). Altså er vi tilhængere af træning med frie vægte (i videst mulige omfang). Man kan selvfølgelig godt træne ren muskelstyrke i maskiner, men det bør som minimum opfølges af træning med fire vægte. Kort sagt hvad er vigtigst råstyrke eller funktionel styrke.

2. Har evnen til at genoptræne nerveledningen til musklerne noget med belastningen at gøre. Jo tungere jo mere genopbyggelse. Kunderne fortæller om en kvinde der blev trænet i benpress fra 50 kg til 150 kg. Det er godt klaret, og vi ved det er vigtigt, at vores kunder med sclerose presses under træning. Men har det nogen betydning, at hun kan tage 150 kg i forhold til fx 100 kg, når man tænker på sygdomsforløb. Vi tænker fx på spørgsmål 1.

Det er et rigtigt relevant spørgsmål du stiller. Idrætsfysiolog Ulrik Dalgas har lavet et studie vedrørende MS og styrketræning. Deltagerne trænede i maskiner og resultaterne bygger således herpå. Der er publiceret en artikel i Fysioterapeuten nr. 4. 2010 omkring dette inkl. et norsk studie om nn.ledningshastighed.

For personer med MS er der også efterfølgende udarbejdet en pjece MS og Motion, som du kan downloade. I min praksis anbefaler jeg styrketræning i maskiner for at opbygge muskelmasse igennem guidede og kontrollerede bevægelser. Udfra erfaring med, at der kan være sensoriske og koordinations problemer, som gør at bevægelser med distale ende fri - for nogle - kan være for udfordrende. Men styrketræningen i maskiner er altid kombineret med balance, koordinations og funktionel træning.

Hvis man er mildt ramt af MS og ikke har nævneværdige sensoriske og koordinations problemer, vurderer jeg det er fint bare at træne med frie vægte, men hvis der er sensoriske  og koordinations problemer vil jeg altid anbefale træning i maskiner, til opbygning af råstyrke, som så kan bruges funktionelt efterfølgende.

Skrevet d. 7 november 2013