Stofskifte og humørpåvirkning
d. 22 november 2009

Jeg fik diagnosticeret attackvis sclerose for 3 år siden og har siden taget Avonex. Jeg har ikke haft nogle attacker de sidste 2 år, er fuldt førlig og har det generelt godt. Er godt nok træt ind imellem, men der er ikke noget mønster i trætheden. Jeg har det sidste år fået Eltroxin på grund ad Avnoex' påvirkning på mit stofskifte. Medicinen er langsomt øget til 100 mcgr. dagligt.

Mit problem er min følelsesmæssige tilstand, som svinger op og ned: Jeg har rigtig svært ved at fastholde for eksempel træning, indtag af daglig medicin, kost, hvile og så videre (oplever at mit liv flakker målløst rundt). Er klar over at der kan være noget eksistentielt i det, men det har været rigtig galt det sidste år, hvor jeg er startet på Eltroxin.

Jeg vil derfor høre om du har erfaring med sådanne i forbindelse med med Avonex-behandling? Jeg tænker på at min lever kunne være belastet, selvom man ikke kan se det på blodprøverne? Har meget modstand mod at tage medicinen, men gør det naturligvis alligevel.

Det er rigtigt at Avonex og de øvrige beta-interferon præparater kan påvirke stofskiftet. Men når du er i behandling, og hvis dit stofskifte nu er normalt, burde det ikke give de store problemer.

Avonex og de øvrige beta-interferon-præparater er også mistænkt for i sjældne tilfælde, at kunne påvirke humøret, men det er ikke noget jeg ofte har hørt patienter klage over. Jeg har dog et par gange oplevet, at patienter der af en eller anden grund (f.eks graviditetsønske) har holdt pause med medicinen, har bemærket at deres humør blev bedre. De har beskrevet det som om de kom ud af en klokke.

Det er jo altid svært, at finde en helt klar forklaring på, hvorfor humør, energi, og som du beskriver fastholdelse af struktur og planlægning i livet, pludselig ændres. Det er især vanskeliggjort af at du har fået en kronisk sygdom, som du jo helt naturligt må reagere på, også selvom du heldigvis ikke er fysisk hårdt ramt. Min erfaring er, at samtaler med psykolog og eventuelt undersøgelse og vejledning af en neuropsykolog kan hjælpe nogle i din situation. Sclerosecentrene har et kursus der handler om at blive "sin egen MS manager" - det kunne måske også være en hjælp.

Jeg synes dog, at det vigtigste er, at du taler med din MS-læge og sygeplejerske om dine problemer. De kan tale med dig om din medicin, med hensyn til om du eventuelt skal du prøve et medicinskift, eller de kan henvise dig til neuropsykolog eller til et ophold på et af sclerosecentrene.

Din modstand mod at tage medicin, bør du prøve at se anderledes på. Tænk på at det er positivt at der er noget som kan hjælpe. For 15 år siden ville du ikke kunne få en attakforebyggende behandling i Danmark, det kan du nu, og forhåbentlig kommer der i kraft af intensiv forskning, noget som er bedre de næste år.

Skrevet d. 22 november 2009