Stigning af medicinudgifter i bevillingsperioden
d. 7 marts 2016

Vedrørende § 100 jeg har af en special læge fået lavet ændringer i min medicin. Medicinen er uden tilskud fra sygesikringen, men lægen har udskrevet det på recept. Det betyder en merudgift for mig på ca. 500 kr om måneden. Jeg fik lavet den årlige merudgiftsydelses revurdering i december 2015. Jeg har kontaktet min sagsbehandler, der henviser til § 8 som siger, at jeg ikke kan få medicinudgifterne dækket nu men først til næste revurdering, og da vil det være med tilbagevirkende kraft. Ergo skal jeg huske at gemme alle bonner, tænker jeg. Handler kommunen korrekt her? Og i så fald, er loven så ikke ændret, og hvordan er loven så nu?

Det er korrekt, at det af bekendtgørelse nr. 1434 af 23.12.2012 § 8 fremgår, at man som borger, ikke kan kræve at få merudgiftsydelse omregnet før, der er forløbet et år siden den seneste fastsættelse.

Jeg går ud fra, at din læge har undersøgt om der er mulighed for at søge tilskud via Lægemiddelstyrelsen til det præparat, som du nu får.

Jeg er klar over, at 500 kr. er et stort beløb pr. måned, men der er som sådan ikke rigtig anden mulighed end at sørge for at gemme dokumentationen, selvom jeg godt ved, at kommunen som sådan ikke kan kræve dokumentation, men sandsynliggørelse, så er det nemmest for dig, hvis du har dokumentationen.
 

Skrevet d. 7 marts 2016