Støtte til bil
d. 3 april 2013

Min nuværende bil er ved at være 6 år gammel, og mine værkstedsudgifter er stigende. Bilen har jeg selv købt, før jeg blev syg. Jeg er rigtigt dårligt gående og bruger ofte manuel kørestol. Jeg er ansat i et fleksjob på 18 timer. Jeg har ikke mulighed for at tage det offentlige.

Jeg har automatgear i min nuværende bil - heldigvis - og er ikke i stand til at køre med manuelt gear længere. Ved tidligere henvendelser til min kommune om bl.a. støtte til 3-hjulet cykel, har afslagene altid været begrundet med, at jeg har jo bil, og jeg sagtens kan komme rundt.

Mit spørgsmål er om jeg kan søge hjælp fra kommunen til at udskifte min nuværende bil til en handicapbil. Og er der forskel på processen, hvis jeg "bare" søger afgiftfritagelse? Det er en jungle, og til trods for indlæggende på hjemmesiden om emnet kan jeg ikke rigtigt finde ud af, hvordan sagen skal gribes an, eller om jeg overhovedet kan forvente hjælp.

Indledningsvis kan jeg oplyse, at betingelserne er ens, uanset om du søger om afgiftsfritagelse, eller du søger støtte til handicapbil.

Som jeg forstår dit spørgsmål har du på nuværende tidspunkt ikke nogen form for krav i dit kørekort.  Hvis der ved en vurdering af embedslæge/kørekortmyndighed stilles krav om automatgear i dit kørekort, vil du uanset om du skulle opfylde betingelserne for støtte til bil, kunne få støtte til automatgear, som er et fast beløb på 23.764 kr. Det betinger dog, at du køber en fabriksny bil. Ved vurdering af dit kørekort skal du også være opmærksom på, at dit kørekort udstedes på kortere åremål end dit nuværende kørekort. Typisk vil der blive stillet krav om fornyelse hvert 2. år.

Betingelserne for støtte til bil beror på en vurdering af din nedsatte funktionsevne og i hvilken grad nedsættelsen af funktionsevnen hindrer brug af offentlige transportmidler. Det betyder i praksis, at der vil blive indhentet helbredsmæssige oplysninger, en gangtest samt en afklaring af dit kørselsbehov. Krav om gangdistance er lempeligere ved ansøgning om støtte på erhvervsmæssigt grundlag.

Som du beskriver din situation synes jeg, at du skal søge støtte til bil. Helt konkret går du ind på din kommunes hjemmeside og finder ansøgningsskemaet. Efter aflevering af ansøgningsskema vil du højst sandsynligt få tilsendt et yderligere skema, hvor du bliver bedt om nærmere at uddybe dine forhold, kørselsbehov, gangfunktion, mulighed for brug af off. transportmidler o.lign. Du skal være opmærksom på, at dine besvarelser skal være udtryk for, hvad du med sikkerhed ved, at du vil kunne klare dagligt. Ved en evt. gangtest skal du også være opmærksom på, at vurdering af din gang sker allerede fra du kommer til/møder testpersonen.

Hvis du har behov for yderligere mundtlig rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte socialrådgiveren i Scleroseforeningen, navn og mulighed for kontakt fremgår af hjemmesiden.
 

Skrevet d. 3 april 2013