Støtte til børnefamilier 3
d. 23 november 2009

Min lillebror har sclerose, og er slemt ramt (han er nu i den sekundære progressive fase): Han kan ikke gå, se, bære, holde på afføring m.m. Han er gift og er lige blevet far til en lille dreng.

Kommunen har meddelt at han ikke kan få hjælp, for eksempel til lidt hjemmehjælp eller lignende, fordi hans kone er rask. Er det virkelig korrekt? Hans kone hjælper ham med alt, og har også den lille baby at se til.

Sådan som det er nu, er der ikke holdbart i længden, og slider selvfølgelig på forholdet, da hun ikke har overskud til dem begge og huset.

Jeg forstår godt din bekymring for din bror og hans familie.

Det fremgår af § 81 i lov om social service, at "Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer". Det betyder, at kommunen skal yde en helhedsorienteret indsats og inddrage relevante støttemuligheder efter lovgivningen.

Jeg tænker her på, at din bror måske har behov for hjælp til personlig pleje, ledsagelse, hjælp til udvikling og vedligeholdelse af færdigheder som far, samt måske mulighed for personlig hjælpeordning. Afhængig af, hvorvidt din bror modtager førtidspension efter reglerne før eller efter 1.1.2003 kan der måske også være tale om dækning af merudgifter.

Jeg vil foreslå, at I sammen kigger på vedrørende på Scleroseforeningens hjemmeside og, at I kontakter kommunens handicaprådgiver med henblik på udarbejdelse af handleplan efter lov om social service § 141.

Husk at afgørelser skal være skriftlige samt, at din bror har mulighed for at have bisidder med sig ved samtaler med kommunen.

Der vil også være mulighed for konkret vejledning fra Scleroseforeningens socialkonsulent i det område, hvor din bror bor. Navn og træffetid ses på hjemmesiden.

Skrevet d. 23 november 2009