Gå til hovedindhold

Sprængt kateter ballon

Spørgsmål

Jeg har til dagligt at gøre med en 54-årig kvinde, der er ramt af sclerose. Hun har haft det i mange år efterhånden. Hun er kørestolsbruger (elektrisk), men også kateterbruger. Og det er her humlen ligger. I perioder på op til flere uger i træk, sprænger kateterballonerne flere gange om ugen, hvorefter kateteret så ryger ud. Og derved skal hun så have anlagt nyt kateter. I samme periode kan det ske, at kateteret ryger ud med fyldt ballon. Primært sker det at ballonen sprænger. Hun bruger silikonekateter str. 14, og der fyldes 7 ml i ballonen. Der har været konsulenter ude fra firmaet, der producerer, og se på kateterne. Afprøve ubrugte og set på de brugte, ødelagte, katetre. Men de kan ikke finde fejlen i deres produkt. Der har flere gange været besøg af en inkontinenssygeplejerske, som heller ikke kan se, hvad det kan skyldes. Vi har været inde på mange ting, om hvad det kan skyldes, at ballonerne sprænges, og andre gange bare glider fyldte ud. Hun mener ikke selv at det kan være blærespasmer, og det kan heller ikke være tilkalkning af kateter, for hun bliver skyllet 1 gang om ugen med Uro-tainer, hvilket virker godt. Der har været lidt snak om, hun måske skulle få anlagt et topkateter, men for mange år siden er hun blevet frarådet dette af en speciellæge, netop pga. hendes sclerose. Men er det da skidt med et topkateter, når man har sclerose?
Har du et godt bud på, hvad vi kan gøre for at undgå dette kateter-ballon-problem? Og hvad der evt. skyldes at ballonerne sprænger? Og andre gange bare falder ud, fyldte? Det skal siges at hun ikke har smerter i forbindelse med at kateteret glider ud, kun når ballonen er fyldt, kan hun mærke ubehag.

Svar

Når kateter ballonen sprænges gentagne gange, skal man tænke på blæresten. Det undersøges nemmest med en ultralyd scanning. Ballonen på silikonekatetre skal fyldes med glycerinoplysning 10 %, og det er standard at fylde med 5 ml. Vand og saltvand kan diffundere gennem ballonmembranen, så ballonen delvist falder sammen.

Topkateter er velegnet, hvis problemet alene er tømningsbesvær. Er der betydende grad af inkontinens, vil denne ikke afhjælpes i samme grad ved topkateter som ved kateter gennem urinrøret, og det er ofte tilfældet hos sclerosepatienter. Det er samtidig vigtigt, at kateteret fikseres i en blød bue henover lyske eller mave, så træk på kateteret ikke kan forekomme i nogen kropsstilling. Du skriver ikke, at der er inkontinens langs kateteret. Er det hyppigt tilfældet, kunne man prøve med et Ch. 16. Er dette ikke tilfældet, bør nr.
14 bibeholdes, og blærespasmer er ikke sandsynlig.