Specielle aftaler om advokatsalærer
d. 22 november 2009

Før jeg kan stille mit egentlige spørgsmål tillader jeg mig kort at ridse min situation op:

Situationen er at jeg i 2003 faldt ned af en trappe (hovedet lander først). Faldet skyldtes at min hæl kom til at sidde fast i mine bukser.Jeg kom slemt til skade i ansigtet og var indlagt over en weekend.

I 2005 får jeg ved et tilfælde scannet hovedet, og af den vej får jeg kort tid senere stillet diagnosen MS.

I 2006 går jeg til kiropraktor, der tager et røntgenbillede af min nakke, og det viser sig at jeg har piskesmæld. Da faldet i 2003 har været det eneste uheld, som jeg har været ude for, så tilskriver jeg, at det må være der, at jeg fik piskesmældet.

Jeg meldte faldet til mit forsikringsselskab tilbage i 2003, fordi jeg slog noget af mine tænder. Men bortset fra dette havde jeg ikke noget med dem at gøre.



Jeg kom da i forbindelse med en advokat, der pr. telefon sagde, at dette fald og piskesmældet skulle der søges erstatning omkring. Vi (advokaten og jeg) aftaler, at jeg skal betale vedkommende 5000 kr., hvis der ikke kommer noget ud af det, og 10% af erstatningssummen, hvis en sådan tilkendes.


Mit dillemma er nu, at dette har jeg aldrig fået på skrift, og mit spørgsmål er så: Burde jeg ikke få det? Det er nu over et år siden, at "sagen" så småt gik igang, så kan jeg bede om at få betalingsaftalen på skrift nu, uden at jeg kommer galt afsted med det?

En mundtlig aftale om salær kan man altid bede om at få skriftligt bekræftet af advokaten.
 
Lidt mere problematisk kan det være, hvis din gengivelse af aftalen er korrekt, at aftalen er i strid med regler om god advokatskik, hvorefter en advokat ikke må indgå salæraftaler, hvorefter han vederlægges med en andel af det der opnås ved sagens gennemførelse. Der er en undtagelse vedrørende inkassosager - erstatningssager er ikke omfattet af denne undtagelse.
 
Det amerikanske princip for salærer i erstatningssager, har således ikke vundet indpas her i landet.

Skrevet d. 22 november 2009