Spørgsmål til hvide pletter på MR-scanning
d. 25 marts 2010

Min søster er blevet indlagt på sygehuset med svær hovedpine. Hun bliver i første omgang scannet, hvor lægerne finder tegn på plaks i hjernen. Dog bliver hun ikke indlagt for undersøgelse af symptomer på sclerose, men på grund af hovedpinen, som viser en, ifølge lægerne, meget lille blødning i forpanden som højst sandsynligt skyldes et slag eller fald.

Hun får desuden foretaget en rygmarvsundersøgelse sammen med to andre virus/betændelsesundersøgelser, der alle er negative.

Hun har derfor nu fået besked på, at der ikke skal foregå nogen behandling, men blot en opfølgning når hovedpinen har lagt sig og hun er kommet i gang igen.

Mit spørgsmål er så: Er plaks/hvide pletter lig med sclerose, eller kan disse skyldes andet, i forbindelse med den svære hovedpine måske?

Generelt set er hvide pletter på en rutine MR-scanning uspecifikke og ses ved blodpropper, samt ved en række andre sygdomme i hjernen. Hvide pletter på MR-scanning, kan også være et aldersbetinget fænomen, der ses fra ca. 40-års alderen og fremefter.

Hvis pletterne har en bestemt form og fordeling, kan scanningen være karakteristisk for sklerose. Dette sammenholdt med symptomerne, og i de fleste tilfælde også rygmarvsvæskeundersøgelse, vil danne grundlaget for, at man kan diagnosticere sclerose.

Hvis din søsters MR-scanning ikke er karakteristisk for sclerose og rygmarvsvæsken er normal, lyder det ikke sandsynligt, at hun skulle have sclerose. Du skriver også at hun har slået hovedet og fået en hjerneblødning, så der nok anden forklaring på MR-forandringerne.

Skrevet d. 25 marts 2010