Spørgsmål om forsikringer og kørekort

Jeg er medicinstuderende og færdig med studiet om 1 år. Jeg fik første symptomer på sclerose i sommer og startede i behandling i efteråret. Jeg har adskillige spørgsmål, jeg håber I kan hjælpe med.

1) Jeg er medlem af Lægernes Pensionskasse, hvor det umiddelbart ser ud til, at jeg kan få udbetalt en forsikringssum på 150.000 kr blot ved at få diagnosen - er dette korrekt?
2) Jeg har FADL's gruppelivsforsikring for medicinstuderende, hvor sclerose ligeledes er på listen over sygdomme, der kan sidestilles med invaliditet. Betyder det, at jeg får udbetalt en forsikringssum?
3) Bliver pensionsselskab og forsikringsselskab informeret om min sygdom, eller skal jeg selv tage kontakt?
4) Hvad gør jeg med rejser? Må jeg forlade landet for at tage på ferie (ift. forsikring)?
5) Kørekort. Er der særlige regler?
6) Sidst, men absolut ikke mindst. Kan jeg søge dispensation for mit KBU ophold efter endt uddannelse, da det ikke er muligt for mig at flytte væk fra mand, to børn, min familie og netværk?

1) Såfremt der er tale om en kritisk sygdoms forsikring er det korrekt, at sclerose står på listen over kritiske sygdomme.
2) Kun hvis der er tale om en kritisk sygdoms forsikring, ellers vil en udbetaling ved invaliditet typisk først komme til udbetaling, når man er blevet invalideret i det omfang forsikringen kræver.
3) Du skal selv rette henvendelse til selskabet/selskaberne.
4) Du skal typisk have det der hedder en forhåndsgodkendelse fra dit rejseforsikringsselskab, der kræves typisk at man har været i en god stabil fase i indtil 2 måneder før afrejse, men det kan variere en smule fra selskab til selskab.
Michael Brøgger
assurandør

5) Vedrørende kørekort forstår jeg det sådan, at du aktuelt ikke har kørekort. Udgangspunktet er, at der ikke er noget til hinder for kørekort med diagnosen multipel sclerose. Kørekortet vil blive udstedt på kortere åremål, typisk med fornyelse hvert 2. år og hvis der er behov for særlig indretning vil det fremgå af kørekortet. Udgift til særlig indretning i bil, som fremgår af kørekortet,  kan bevilges af kommunen. Vedr. kørekort vil jeg anbefale dels at læse Sundhedsstyrelsens vejledning samt læse nærmere på Scleroseforeningens hjemmeside under Lovgivning.

6) Vedrørende dit spørgsmål om dispensation for KBU (jeg forstår det sådan, at det drejer sig om den kliniske basisuddannelse) er jeg nødt til at henvise dig til rette instans. Jeg forudsætter, at det er Sundhedsstyrelsen, men er ikke ekspert på dette område. Så jeg må henvise dig til at søge vejledning indenfor din egen organisation.
Annette Køhler
socialrådgiver

Skrevet d. 11 april 2015