Sovende bakterier
d. 11 august 2015

Jeg har tidligere været i dialog omkring komplementære tanker i forbindelse med min sclerose. Det var dengang jeg var optaget af brug af antibiotika, bl.a. minocycline til støtte for mindskning af sclerosen. Jeg har siden arbejdet videre med mange komplementære former, og er kommet langt med min bedring.

I dag stødte jeg på internettet på en artikel "The dormant blood microbiome in chronic, inflammatory diseases" om mikroorganismer i blodet, der kaldes sovende, fordi der ikke er fundet et brugbart dyrkningssubstrat, der kan påvise disse vitterligt eksisterende mikrober ved f.eks. kroniske sygdomme.

Via min søgning til bedre helse har jeg været omkring fedtsyreprofil og mangel på fedtopløselige vitaminer. Når de nuværende vækstmedier ikke får sovende mikrober i live, så kunne der vel ændres på substratet, med evt. en skæv fedtsyreprofil af omega 6 til 3, som den i gennemsnit er i vestlig kost, nemlig 10:1. Middelhavskostens 1:1 profil fremmer sikkert ikke mikroberne. Endelig kunne der også laves medier udeladende vitamin A eller vitamin D, for at se om det kunne gøre en forskel?

Jeg spørger dig, hvad du tænker om dette, og hvor jeg evt. kan henvende mig, med mine forslag.
 

Tak for den meget spændende artikel om sovende bakterier. I de senere år er der forsket meget i bakteriers indflydelse på udviklingen af de inflammatoriske sygdomme, hvor multipel skelrose indgår, og det står nu klart, at de kan være en del af årsagen til disse sygdomme. Særligt er der kommet en del viden om, hvordan bakterien Proteus Mirabilis kan være den direkte årsag til flere tilfælde af leddegigt, som er en anden af de inflammatoriske sygdomme. Bakterien finder fra tarmen vej ind i blodbanen, hvor immunforsvaret reagerer på de fremmede molekyler og laver antistoffer imod dem. Bakteriens molekyler ligner dog til forveksling molekyler, der findes i leddene, hvorfor immunforsvaret også angriber disse, hvilket så fører til leddegigt.

Der forskes i at finde lignende mekanismer bag udviklingen af multipel sklerose, der desværre ind til videre har været uden held. Der er dog stadig god grund til, at tro at det kan lykkes, og at det forhåbentligt også kan føre til nye behandlinger. Her kan det tænkes, at forskningen i de bakterier vi har i blodet, som vi endnu ikke kan dyrke, de såkaldte sovende bakterier, vil vise sig at være særligt værdifuld. Du har helt ret, når det komme til vigtigheden af en god ratio af omega 3 og omega 6. De fleste danskere får alt for meget omega-6 og alt for lidt omega-3.

Årsagen til, at det er så vigtigt, er, at de fører til forskellige signalstoffer, der henholdsvis hæmmer og fremmer inflammation. Hvorvidt dette skulle have indvirkning på evnen til at dyrke bakterier, kan jeg umiddelbart ikke finde et biokemisk belæg for. Jeg ved dog, at der rutinemæssigt forsøges forskellige fedtsyresammensætninger i vækstmedierne med henblik på at få bakterierne til at gro, så det er noget forskerne har for øje. Der tilsættes også rutinemæssigt forskellige vitaminer til bakteriernes vækstmedier, men der tilsættes normalt hverken A- eller D-vitamin. Jeg vurderer derfor, vi ikke kan gøre så meget andet end at vente på, at forskerne knækker koden og kommer videre inden for dette spændende felt.

 

Skrevet d. 11 august 2015