Sorgreaktion efter mors død
d. 12 december 2012

Min mor har haft sclerose hele mit liv og er nu død 78 år, og først følte jeg en lettelse over hendes død, for hun har været meget syg de sidste 2 år, og nu føler jeg mig meget ustabil i mit samliv med min kæreste, jeg råber, græder og skælder ud og formår ikke at tage hånd om mig selv.

I min barndom havde jeg den rolle at passe på min mor, og hjælpe hende det jeg kunne og passe mine små søstre, og for at få lidt opmærksomhed fra min mor, gjorde jeg alt for at hjælpe hende, og jeg husker jeg ikke måtte fylde, for jeg var den store. Så i dag sidder jeg nok med stor vrede, savn og sorg over at min mor ikke formåede at være der for mig. Hvad kan jeg gøre for at støtte mig selv og blive mere hel indeni?

Hvor er det godt, at du ikke bare affinder dig med, at "sidde med en stor vrede, savn og sorg over at min mor ikke formåede at være der for mig". Du kunne jo meget vel være så "kodet" ind på en forventning om, at det skal du nok selv klare. Jeg tror at det er rigtigt afgørende for dig ikke at være alene med alle de følelser og reaktioner, som der nu er blevet plads til, efter at din mor er død, For du har desværre i mange situationer måttet "bære dig selv" og dine søskende, hvor "en voksen i ryggen" havde været vigtig. Det er ikke nogens skyld. Din mor var svækket og gjorde sikkert sit bedste, så det er svært at placere vreden på hende. Men vreden og savnet lever videre inden i, og du skal støttes i at kanalisere det, så at sige.

Jeg talte engang med en teenager, hvis mor var meget syg. Hun sagde: "Jeg har så mange modsatte følelser inden i mig. På den ene side er jeg så vred og irriteret over, at hun slet ikke stiller op! Men på den anden side så får jeg så dårlig samvittighed over at være så ond, Hun kan jo ikke gøre for det. Det er jo synd for hende. Jeg kan slet ikke få det til at mødes inde i mig, og så bliver det bare helt kluddermor, og så græder jeg og bliver sur og tvær og vrisser, og så får jeg det endnu dårligere."

Måske kan du genkende dele af denne beskrivelse? Under alle omstændigheder er det ikke altid nok at forstå. Man kan netop have brug for at tale med nogen om det - både fordi man så selv kan tænke over det, man siger, men også for at få hjælp til at blive mere klar over, hvad det er, der er i spil. Så kan man bedre håndtere det.

Psykologisk set tror jeg, det er afgørende for dig at blive støttet. Og den støtte kan du starte med at få ved at henvende dig til Scleroseforeningens psykologer. Vi har erfaring med de problemstillinger, du beskriver og vil gerne rådgive og støtte dig i denne proces. Ring til os. Der er dagligt åbent på telefonen mellem 11.00 og 12.00 på telefon 3646 3646 .
 

Skrevet d. 12 december 2012