Smerter og behandlingsmuligheder
d. 25 oktober 2010

Min mor har gennem 13 år haft primær progressiv sclerose og er i dag lam i en stor del af kroppen. Det der dog optager hende mest, er de smerter følger med. Hun får blandt andet morfinplastre for smerterne, men det hjælper ikke ret meget. Pt. har hun meget voldsomme smerter i ca. halvdelen af døgnet.

Hun har været på besøg, på sclerose- og smerteklinik, men de vil kun justere meget lidt på medicinen og vil gerne overlade det til min mors praktiserende læge. Jeg har ikke noget at udsætte på den praktiserende læge, men jeg synes, at når en person har haft så voldsomme smerter at hun pt. kun kan falde i søvn siddende i sin kørestol, og meget at dagen sidder passivt eller nogen gange blot sidder og græder, så må der gøres noget mere.

Det ender så med, at mine forældre kontakter den praktiserende læge, hvilket kan være ok, men jeg synes dog at der bør være andre der har en bedre viden - for eksempel en speciallæge hvad angår smertelindring.

Jeg vil høre, om I kender til, hvad sclerosepatienter med mange kroniske smerter har af muligheder: Kan man blive indlagt på grund af smerter, og hvis man kan, hvad kræver det så af smerternes voldsomhed? Kan der være andre alternativer til status lige nu, hvor min mor meget langsomt bliver trappet op i morfin? Er der eventuelt nogen mine forældre, eller jeg selv, kan kontakte for at komme videre?

Umiddelbart tror jeg, at det er svært at komme med gode råd, som din mor ikke har prøvet, når hun både har været på scleroseklinik og smerteklinik. Men spørgsmålet er også, hvilke slags smerter det er, som din mor har.

Hvis det drejer sig om neurogene (nerve) smerter, plejer man at starte med at behandle med et antidepressivt middel, som har vist sig at have en smertedæmpende effekt på netop den slags smerter (for eksempel Saroten, Imipramin, Amitriptylin). Hvis dette ikke hjælper, kan man prøve noget epilepsimedicin (for eksempel Trileptal,Tegretol). Herefter forsøger man ofte med Gabapentin og herefter Lyrica.

For alle præparaterne gælder det, at man starter med en lille dosis og derefter trapper op, dels for at minimere bivirkningerne, dels for at finde den rette smertestillende dosis. Der er, fra lægemiddelstyrelsen, et krav om, at man skal have afprøvet de første midler, for at få tilskud til for eksempel Lyrica. Nogle gange kombinerer man også et par af præparaterne.

Endelig kan man søge om tilladelse til at give Marinol (cannabis) - enkelte patienter har god effekt af dette præparat.

Neurogene smerter beskrives ofte som brændende, jagende, snurrende, prikkende og skarpe smerter. En anden slags smerter er de smerter spasmer kan udløse, og her er det naturligvis medicin mod spasmer, der bruges, i kombination med fysioterapi.

Knogle- og muskelsmerter kan måske også, i din mors tilfælde, opstå på grund af forkert belastning af ryg eller arme og ben, ventuelt knogleafkalkning, og kan ofte behandles af fysioterapeut og med  almindelige smertestillende midler, herunder morfinpræparater.

På dit spørgsmål om indlæggelse, kunne det måske være en mulighed, at din mor blev henvist til et af sclerosecentrene i Haslev eller Ry. Men hvis hendes smerter slet ikke kan klares ambulant, kan du/I jo tale med hendes læge om en indlæggelse på neurologisk afdeling.

Skrevet d. 25 oktober 2010