Smerter i ryggen
d. 2 oktober 2011

Jeg har multipel sclerose. Har haft 3 attaks sidste år. Er i behandlingen med Avonex. Har haft periodevis meget ondt i ryggen (øverst) - lige som om, at der er et stort tryk inde i musklerne (eller musklerne kan ikke give slip igen), som jeg ikke kan hvile væk og indimellem få jeg nogle væmmelige jag af sek. varighed. Dette har jeg nogenlunde kunnet holde nede med akupunktur og kiropraktor. Men det er desværre blevet meget værre, er blevet MR-skannet for diskopolaps.

Da en lymfekirtel under højre arm også er irriteret og trækker ned langs min arm (smerte), kan det godt værre et attak eller er det den forsinket afsending fra rygmarven til muskler, som er meget dårlige, og kan det blive bedre igen, og er der noget som jeg kan gøre? Det skal siges, at når smerterne er stærke, får jeg også lettere trykkende fornemmelse i brystkassen foran.

MS smerter kan have meget forskellig karakter og lokalisation, og det kan derfor ikke udelukkes, at dine smerter skyldes din sygdom. Det er dog vigtigt, at man undersøger dig for alle andre årsager til smerter i den region du omtaler, før man kan sige, at smerterne skyldes MS. Hvis andre sygdomme er udelukket, kan man prøve at behandle smerterne som MS relaterede. 

Ved MS forstyrrer sygdommen sanseimpulserne, der føres til hjernen og det sansede fejltolkes derfor som smerter. Et menneske med MS kan for eksempel føle, at fødderne brænder blot ved berøring. Fødderne og nervebanerne vil være normale, men bearbejdningen af signalerne i rygmarven er fejlagtig, hvorfor signalerne der sendes til hjernen, opleves som brændende smerte. Smerter kan også føles, uden at man berøres, ved at der fejlagtigt dannes sanseimpulser i sclerose-plak.Prikkende og stikkende føleforstyrrelser behandles efter samme principper som de såkaldt kroniske sclerosesmerter (brændende, knugende eller borende smerter). De bedste resultater har man med lægemidler, der primært er brugt mod depression, men nu har vigtig anvendelse mod nervesmerter og bruges i stort omfang i neurologiske klinikker og smerteklinikker. De to lægemidler der hyppigst anvendes er amitriptylin (Saroten) eller imipramin.De mere jagende kortvarige smerter, som du oplever, kaldes neuralgiforme smerter og kan som regel behandles effektivt med lægemidler man normalt bruger til behandling af epilepsi, Oxcarbazepin (Trileptal), Carbamazepin (Tegretol), Lyrica eller Gabapentin.Endelig skal nævnes dronabinol (Marinol), der formentlig kan bruges til at behandle begge typer af neurogene smerter. Til behandling af paræstesier vil man ofte starte med at bruge små medicindoser for at undgå uønskede bivirkninger.

Skrevet d. 2 oktober 2011