Smerter i knæene
d. 3 oktober 2011

Jeg har lige læst på hjemmesiden, at medicin mod depression og epilepsi også bruges mod de føleforstyrrelser nogle mennesker med sclerose har.
Der er nævnt en masse indholdsstoffer og mærker, som jeg ikke kender. Men jeg har i mange år været i behandling hos en psykiater, der med stort held ordinerede Lamictal til mig. Egentlig et middel mod epilepsi, men også virksomt mod depression, hvorefter jeg prompte fik min oprindelige personlighed tilbage. Jeg får 300 mg dagligt.

Med hensyn til min sclerose har jeg trods ihærdige forsøg aldrig fået min nøjagtige diagnose at vide, men jeg gætter selv på, at det er den sekundære progressive type. Udover at jeg pludselig totalt mistede min korttidshukommelse for ca. 12 år siden, fik jeg i 2007 tiltagende føleforstyrrelser i først fødder, og over en årrække også lægge og hænder. Indenfor det seneste år er det af og til "kravlet" op i knæene, så jeg ikke kan stå og gå ret længe ad gangen.

Jeg tænker om en større dosis Lamictal kan afhjælpe mine seneste gener - tunge og trætte ben og knæ der gør ondt.
Jeg måtte i sommer ty til krykker i en periode, og er selvsagt bange for, om jeg ender i kørestol.
Jeg vil være rigtig glad for et svar, da jeg har taget Copaxone i et år, men stoppede for et lille år siden, da jeg ikke synes det hjalp mig.

Lamictal kan bruges mod sklerosesmerter, og det er muligt, at en øget dosis kan dæmpe dine sklerosesmerter/føleforstyrrelser yderligere. Det vil dog desværre ikke hjælpe på dine tunge og trætte ben, der formentlig skyldes at sklerosen er forværret.
Hvis dine knæsmerter skyldes fejlbelastning i selve knæleddet, vil det nok heller ikke hjælpe at øge Lamictal.

Jeg synes, du skal snakke med din læge, om at få undersøgt knæene, inden man forsøger at øge Lamictal. Hvis det er smerter i knæleddet, der har forværret din tilstand, er det noget der kan behandles af en reumatolog eller en ortopædkirurg.

Skrevet d. 3 oktober 2011