Gå til hovedindhold

Smerter i ben og balle

Spørgsmål

Jeg er 38 år og fik konstateret dissemineret sklerose i januar 2014. Jeg har i flere måneder nu døjet med gener i form af uro, vildt spændte muskler osv. i højre balle svarende til iskiasnerven og lidt op i lænden, strækkende sig over på forsiden af højre ben helt ned til tæerne.

Mit store attak i december 2013 satte sig godt nok i højre side, men massage ved fys 1 x ugentligt og øvelser holdt disse gener væk de første par måneder, men ikke mere. Kan ikke sidde ordentligt og roligt ved bordet, når jeg spiser eller når jeg hviler. Tit må jeg hamre på låret i ren og skær frustration. Kan det være sklerosen, som har ramt nogle nervefibre i balle og lår og dermed gør, at balle og lår spænder voldsomt, som dermed gør "ondt"? Startede op i Copaxone 10 mg/l x 1 dagligt ultimo januar 2014. 

Svar

Dine smerter i højre ben kan skyldes sclerosen, men det kan også være et mekanisk problem i form af en irriteret diskus eller en diskus prolaps i ryggen. Derfor skal du undersøges grundigt af en fysioterapeut eller neurolog for at diagnosticere, hvad årsagen er. Du beskriver, at behandling og øvelser i begyndelsen holdt smerterne væk. Hvis det er et problem med en diskus, er det derfor ikke utænkeligt, at de korrekte øvelser kan fjerne dine smerter.

Hvis det er sclerosen, bør man vurdere, om der er noget medicin og nogle øvelser, som kan afhjælpe.